Ringgårdens Børnehus

Ringgårdens Børnehus er en selvejende institution med plads til 48 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn tæt på by, strand og skov i Faaborg.

Luk alle
Åben alle

Om Ringgårdens Børnehus

Ringgårdens Børnehus ligger på Østerbrogade i Faaborg. Vi ligger i gå-afstand til en masse spændende steder, såsom: strand, by, havn, Byskolen, stadion, skov, legepladser, bibliotek, sundet og havnebad m.m. 

Ja, alt muligt, som børnene elsker at besøge, og som vi bruger meget i hverdagen. Hver uge har vi ture ud af huset med større eller mindre grupper af børn. De allermindste går måske over i Klinteparken lige over for børnehaven og leger på græsset eller ved stranden, mens alle de større børn sagtens kan gå over hele byen.

En selvejende institution

Børnehuset er selvejende, hvilket betyder, at det formelt er forældrebestyrelsen, der leder børnehuset. Som forældre har man derfor mulighed for at få stor indflydelse på sit barns hverdag og børnehuset har sin egen leder, der kun er leder på den ene matrikel.

Børnehuset blev bygget i starten af 1970’erne og blev designet til at være børnehave fra starten. Det blev bygget på initiativ af en gruppen forældre, som ønskede at starte en børnehave. Bygningerne er selvfølgelig løbende udvidet og moderniseret.

At være selvejende giver nogle friheder i forhold til kommunale børnehaver. Eksempelvis har vi en støtteforening, som står for sociale arrangementer i og omkring børnehuset, hvor overskuddet går til at støtte institutionen. De søger også fonde om specifik støtte. Igennem det arbejde har vi blandt andet fået en ladcykel, som vi kan tage børnene på tur i og forskelligt legetøj og udstyr, som vi ikke ellers ville have haft råd til.

60 børn - en god størrelse

Børnehuset er normeret til 48 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn, hvis alle pladser er besat. Det oplever vi som et rigtig godt antal. Der er børn nok til, at der er legekammerater til alle - og nogle i alle aldre. Men børnebuset er også så lille, at alle børn og voksne kender hinanden.

Vi er inddelt i tre grupper:

  • Yngstegruppen - vuggestuen
  • Mellemgruppen - de yngste børnehavebørn
  • Ældstegruppen/Naturpatruljen - det sidste år inden skolestart

Vi vægter en høj personalenormering, fordi vi mener, at antallet af voksne er med til at sikre stabile og trygge rammer for børnene.

Ud over det faste personale har vi næsten altid studerende, praktikanter og mennesker i forskellige former for job- og sprogpraktik. De er med til at give ekstra liv og flere voksne til børnene.

Tre grupperum og et stort fællesrum

Til daglig er børnehuset delt op i vuggestue/yngstegruppe, mellemgruppe og naturpatrulje/ældstegruppe. Naturpatruljen er de børn, som skal i forårs-SFO næste april.

Vuggestuen har sit eget grupperum og badeværelse og en dør som kan lukkes af ind til den øvrige del af børnehuset. Børnehaven har to grupperum, hvor naturpatruljen har det ene, når de er hjemme i børnehuset. Men da de er i skoven eller på tur mindst tre dage om ugen store dele af året, bruger mellemgruppen også rummet, når naturpatruljen er ude af huset.

Det store fællesrum er kernen i børnehuset. Der mødes vi alle om morgenen og eftermiddagen. Her er plads til krævende og motoriske lege og her mødes vi alle til små og store arrangementer.

Vedtægt

Bestyrelsen i en selvejende institution udarbejder institutionens vedtægt og har ansvaret for at sikre, at vedtægten er i overensstemmelse med gældende regler. Institutionens vedtægt fastsætter rammerne for valg til bestyrelsen og bestyrelsens arbejde.

Åbningstider

Mandag til Torsdag kl. 6.30-16.45
Fredag kl. 6.30-15.45

UDVIDET ÅBNINGSTID

Hvis du som forælder har problemer med at nå at aflevere eller hente dit barn inden for åbningstiden i hverdagen, har du mulighed for at søge om udvidet åbningstid.

Der kan søges fra:

  • Kl. 6.00 om morgenen og til institutionen åbner
  • Institutionen lukker og indtil kl. 17.00

For at kunne søge om udvidet åbningstid skal du have job eller uddannelse, der gør, at du sammenlagt med transporttiden ikke har mulighed for at aflevere eller hente dit barn inden for institutionens normale åbningstid.

Bevillingen gives til den enkelte familie. Du er derfor kun berettiget til at få udvidet åbningstid, i den periode du har behov for det.

Du kan søge udvidelse, når barnet går i vuggestue, børnehave eller SFO. Hvis dit barn går i en privat institution, kan du ikke søge om udvidet åbningstid.

SÅDAN SØGER DU OM UDVIDET ÅBNINGSTID

Har du behov for en længere åbningstid, kan du henvende dig i institutionen. Lederen hjælper dig med at udfylde en ansøgning og indsende denne til administrationen i Opvækst og Læring.

Administrationen sender svar til lederen af institutionen. Når udvidelsen er bevilget, aftaler du og lederen, hvilken dag dit barn kan starte med at have udvidet åbningstid.

Har du spørgsmål i forbindelse med udvidet åbningstid, kan du henvende dig til ledelsen i din institution eller SFO. Du er også velkommen til at kontakte Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.

RETNINGSLINJER FOR UDVIDET ÅBNINGSTID

Det er kommunalbestyrelsen, der har besluttet at afsætte penge på budgettet til udvidet åbningstid. Bag beslutningen ligger et bevidst ønske om at skabe gode rammer for kommunens børnefamilier, så Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat vil være et attraktivt sted at bosætte sig.

Vil du vide mere om, hvordan pengene til udvidet åbningstid fordeles, kan du se i Retningslinjer for udvidet åbningstid, som du finder her.

Opstart

Det skal være trygt at starte i Ringgårdens Børnehus. Både for børn og forældre. Derfor inviterer vi jer til at komme på besøg flere gange, inden barnet starter.

Når du vælger vuggestue eller børnehave til dit barn, handler det om at både du/I som forældre skal føle jer trygge - og barnet skal være trygt ved overgangen.

Du kan altid ringe til børnehuset og få en snak med leder Vibeke Snedevind - Du/I er også meget velkomne til at få en aftale om at komme på besøg og se børnehaven. Vi har altid kaffe og te på kanden.

Vi vil gerne, at du ringer på forhånd, så vi har tid til at tage imod - til gengæld gør vi alt, hvad vi kan for at være fleksible og finde et tidspunkt, som også passer dig.

Vi oplever, at den første snak er rigtig god for både jer som forældre og os som institution. Der får vi talt lidt om vores værdier, vi får et indtryk af barnet - og lærer jer som forældre lidt at kende. Det er et godt grundlag for vores fremtidige samarbejde om barnet og hjælper i overgangen.

Opstart i vuggestue

I opstarten skal vi lære hinanden at kende. Vi fra børnehuset skal lære det lille barn at kende, men vi voksne skal også arbejde os ind på hinanden. Derfor gør vi meget ud af at tilpasse indkøringen til barnets og jeres behov.

Vi starter typisk med et par dage hvor mor eller far er med, derefter en eller flere dage, hvor barnet er alene i børnehaven i en times tid. Vi aftaler hvornår barnet er klar til at blive puttet til lur, spise med her og så videre. Børn og familier er forskellige, og derfor tilpasser vi os også efter det.

Overgang til børnehave fra vuggestue

Efter vi er blevet børnehus får vi både børn til børnehaven fra børnehusets vuggestue og fra områdets dagplejere.

Når et barn skal gå fra vuggestuen til børnehaven pakker vi en kuffert med barnets ting og laver en lille ceremoni, hvor vi rykker garderobe.

Inden da kører vi en proces, hvor barnet de seneste måneder inden skiftet er på besøg i børnehaven et par gange om ugen og laver nogle aktiviteter med de yngste børnehavebørn - og samtidig lærer den voksne, som bliver primær voksen at kende.

Morgen og eftermiddag er vi sammen i fællesrummet, så vi opfordrer også de ældste børn i vuggestuen til at blive lidt længere i en periode op til skiftet, så de når at have den naturlige leg med få børn, når børnene er samlet efter kl. 15-15.30.

Overgang til børnehave fra dagplejere

Igennem mange år har vi haft et godt og tæt samarbejde med de lokale dagplejere, som kommer på besøg en gang om måneden.

På den måde kender børnene til børnehaven, før de starter. Når de er på besøg med deres dagplejer har de også en tryg voksen med sig de første gange, de kommer. Nogle børn oplever at komme på besøg mange gange, inden de starter og føler derfor, at de både kender børnehaven, nogle af børnene og nogle af de voksne på forhånd.

I tiden op til starten inviterer vi dagplejeren til at komme på flere besøg, ligesom I som forældre er meget velkomne til at komme på besøg nogle gange med jeres barn.

Når dagen for barnets start i børnehaven kommer, anbefaler vi, at forældrene er med hele den første dag.

Derefter har vi succes med en indkøring, som fungerer for de fleste børn. Som udgangspunkt lader vi den første uge være indkøring, hvor barnet langsomt trappes op i tid. De første dage, barnet er alene i børnehaven, anbefaler vi korte dage, eksempelvis til lige efter middagsmaden.

I løbet af den første uge kan vi lade barnet prøve at sove til middag med de andre børn, som stadig får en lur - eller komme med på legepladsen. Vi har forældrenes telefonnummer tæt på, og ringer selvfølgelig, hvis der er noget eller vi eksempelvis oplever at barnet er meget træt eller overvældet af det nye.

Opstart efter flytning

Vi modtager hvert år nogle børn, som kommer "hjemmefra" eller som er flyttet, og derfor starter i Ringgårdens børnehave, uden at de kommer fra dagpleje eller vuggestue.

Vi oplever at processen med at komme på besøg et par gange og derefter have en blød indkøring også fungerer godt i de tilfælde.

Der er meget forskel på, hvor hurtigt børnene bliver trygge ved at være i børnehaven. I processen samarbejder vi selvfølgelig med jer forældre om at gøre overgangen så blid som muligt.

Dagligdagen

Hverdagen er kernen i børnehuset. Vi arbejder med faste rytmer og rutiner. Det giver børnene ro og tryghed. Vi tager ofte på tur, så børnene får oplevelser og lærer at begå sig både i børnehusets trygge rammer og udenfor.

Hverdagen i Ringgårdens Børnehus er præget af struktur og forudsigelighed. Det giver børnene ro og tryghed og lærer dem, at de faste elementer i løbet af dage er med til at vise tidens gang og gøre dem klar til, hvad der skal ske. Morgen og eftermiddag er alle samlet omkring fællesrummet eller nogle gange udenfor. Her er vuggestuebørn og børnehavebørn sammen og leger med hinanden.

Dagens gang

Dagene ligner lidt hinanden, og tidspunkterne for, hvornår vi spiser, er med til at danne rammen om det, der skal ske i løbet af dagen.

Morgenen

Børnehuset åbner klokken 6.30, hvor de første børn bliver afleveret i fællesrummet midt i huset. Der er morgenmad for de børn, der kommer før 7.30. Her er der typisk havregryn, boller og lidt frugt. Særligt på de mørke morgener om vinteren har vi lys på morgenbordet for at skabe lidt hyggestemning.

Efterhånden som børnene kommer, og der både er flere børn og voksne, begynder legen på kryds og tværs. Klokken 8 rykker vi ud i grupperummene. Vuggestuen går for sig selv og børnehavebørnene bliver delt op i de to grupper.

Klokken 9 er stort set alle børn og voksne kommet. Her samles grupperne til formiddagsfrugt i grupperummene.

Vuggestuen

I forbindelse med formiddagsfrugt har vi også sangkufferten fremme og synger sammen. Herefter leger vi eller tager på tur. Vi tilstræber også, at vi har én dag med tur om ugen, én dag hvor vi leger med motorikken i det store rum, én dag med ekstra fokus på sang og musik samt én dag til udeleg på legepladsen.

Klokken 10.30 begynder vi at gøre klar til middagsmaden, og fra klokken 10.45-11.30 spiser vi. Herefter bliver børnene puttet til middagslur. Det er meget forskelligt, hvor længe de sover, men efterhånden som de står op, kommer de ind og leger stille og roligt resten af eftermiddagen.

Fra omkring kl. 15 åbnes dørene ind til fællesrummet, og der er vi sammen med de større børn, indtil alle er hentet.

Børnehaven

Efter frugten tager Naturpatruljen på tur tre dage om ugen - typiske mandag, onsdag og torsdag. Turen går ofte op til børnehusets egen base i Alléskoven.

De øvrige børnehavebørn har forskellige aktiviteter og læringsgrupper. Her bliver der leget, tumlet, tegnet, læst, mærket, følt, og hvad de ellers finder på. I løbet af ugen kommer alle på tur på skift.

I sommerhalvåret går en del udflugter til børnehusets egen kolonihave, hvor vi dyrker jorden og legen i og omkring processen fra have til mave. Nogle gange får børnene madpakke med på tur og spiser den der, hvor udflugten er gået til. Madpakkerne er også en del af børnehavens kostordning.

Middagsmad

Klokken 11 er der frokost. Ringgårdens Børnehus har fuld kostordning, som gælder alle måltider. Det betyder, at alle som er i børnehaven spiser den samme mad, og at maden er tilberedt i køkkenet. Mindst én dag om ugen er der varm mad til middag, de andre dage er det rugbrød med forskelligt pålæg. Børnene er med til at dække bord og gøre klar.

Her er også et øjeblik, hvor vi taler om, hvilken dag og dato det er. Vi taler også om vejret og årstiderne. Når den voksne siger "be´ om ro, værsgo", må de spise. Vi arbejder på, at der er madro, når vi spiser.

Eftermiddag på legepladsen

Efter frokosten går alle børn og voksne på legepladsen udenfor børnehaven. De børn, som har været på tur med madpakker kommer tilbage og slutter sig til gruppen. Her leger børnene på kryds og tværs af alder.

Klokken 14.00 er der eftermiddagsmad, typisk knækbrød, boller, nogle gange yoghurt eller lignende. Afhængig af vejret spiser vi eftermiddagsmaden på legepladsen eller inde i grupperummene.

Eftermiddagen er til leg, inde eller ude. Fra klokken 15.30 er alle børn igen samlet i det store rum i midten af børnehaven, hvor de sidste får sagt tak for i dag. Vi ses i morgen.

Videoklip - Kolonihaven og Naturpatruljen

Ringgårdens Børnehus har egen kolonihave. Her hjælper børnene med at kultivere og dyrke jorden, høster deres egne afgrøder og nyder på skift en dag i det grønne. Se YouTube-klip fra kolonihaven

Naturpatruljen tager på tur tre dage om ugen. Turen går ofte til børnehusets egen base i Alléskoven. Se YouTube-klip med Naturpatruljen på tur

Pædagogik

I Ringgårdens Børnehus arbejder vi med anerkendende pædagogik. Tillid og fortrolighed mellem børn og voksne er afgørende, da vi mener, at et trygt barn både trives, udvikler sig og dannes.

I Ringgårdens Børnehus er børnenes trivsel i centrum. Trivslen er afgørende for lysten til at være en del af børnehaven og børnegruppen og grundlaget for et barns udvikling.

Vi lægger vægt på:

  • En god atmosfære med udgangspunkt i den anerkendende og værdisættende tankegang. Nøgleordene er inklusion, respekt, omsorg, anerkendelse, glæde, engagement og empati.
  • At skabe et miljø som giver børnene læringsmiljøer, rammer og aktiviteter, hvor de kan fordybe sig i leg og læring samt udvikle deres kompetencer.
  • At børnene kan være med til at præge deres hverdag.

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn og laver pædagogiske aktiviteter ud fra, hvad barnet har brug for. Vi tænker andre børn ind i aktiviteterne på tværs af grupperne, således at hvert barn får udfordringer svarende til netop deres udviklingstrin.

I hverdagen er vi ofte delt op i små grupper, så børnene har og kan få tæt kontakt til en voksen. Den trygge og tætte kontakt tror vi på også fremmer trivslen og troen på, at de kan søge hjælp, tryghed og støtte hos den voksne, hvis noget er svært eller overvældende.

Inkluderende fællesskaber

Der er plads til alle børn i Ringgårdens Børnehus. Vi lægger stor vægt på at se det enkelte barn og hjælpe det med at finde sin plads i både de små og store fællesskaber.

I Ringgårdens Børnehus arbejder vi med inkluderende børnemiljøer ved, at vi indretter hverdagen, så der er plads og rum til alle børn. Vi ser det enkelte barn og laver ofte justeringer, så vi hjælper barnet til at kunne være en del af gruppen. Det kan eksempelvis være:

  • Ekstra sprogstimulering, for dem som har brug for det for at gøre kommunikationen med andre børn og voksne lettere.
  • Muligheden for at sidde tæt på en voksen for at opleve tryghed, for det ængstelige barn.
  • At vi bruger piktogrammer i hverdagen, fordi det hjælper med at gøre dagen overskuelig for nogle børn.

Hvorfor det inkluderende børnefællesskab?

I pædagogikken handler inklusion om at skabe udviklings- og læringsmiljøer, hvor alle børn kan føle sig som en del af et fællesskab. Børn er meget optaget af deres relationer til andre børn og af at være en del af fællesskabet. Derfor skal vi arbejde med fællesskaber, når vi ønsker at skabe udvikling, læring og trivsel hos børnene. Vi tager udgangspunkt i børnenes potentialer og forskelligheder, hvilket skal forstås sådan, at vi ikke forventer, at alle kan det samme, men at alle børn skal udfordres til at tage nye skridt.

Hvordan arbejder vi med at få alle med i børnefællesskabet?

Vi tænker inklusion og fællesskab på flere niveauer. Der er det store fællesskab, som er hele børnehaven, når vi over middag alle leger udendørs på legepladsen, samt først og sidst på dagen i fællesrummet.

Så har vi også de daglige rutiner, frugt, frokost og eftermiddagsmad, hvor vi er opdelt i grupper på ca. 20 børn.

De små fællesskaber er eksempelvis der hvor børnene leger i små grupper, og en voksen holder sig i nærheden eller understøtter udviklingen af legen. På den måde hjælpes børnene til at tage et nyt barn med i legen og tilpassen den.

I naturpatruljen, det sidste år inden barnet skal i skole, ønsker vi at se de færdigheder, børnene har lært ved, at de bevæger sig naturligt ind og ud af både det store fællesskab, i gruppen og i mindre fællesskaber.

Det er vigtigt for os at se børnegruppen som en helhed. Vores mål er at inddrage alle børn i fællesskabet på deres egne betingelser.

I vores pædagogik er vi inspireret af Bent Madsen, der er leder på Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion. Han har skrevet sådan her:

”Det er et barns etiske ret til at deltage i fællesskaber på lige fod med andre. Inklusion er fællesskabets pædagogik, hvor man opløser skellet mellem os og dem. Vi arbejder ikke kun med individet, men med det sociale miljø og med at tilføre ressourcer til børnegruppen, som det enkelte barn skal være i". Kilde: Bent Madsen fra artiklen ”Fællesskabets pædagogik”.

Digital dannelse i børnehaven

Digital læring er en del af hverdagen i børnehuset. Når vi kan integrere det digitale og brug fotos, video, lyd, robotter og stop motion film, gør vi det. Kodeordet er, at barnet skal være den aktive, nysgerrige og den som får det digitale til at virke.

Digital leg og læring

Skal børn spille ipad, når de er i børnehave? Nej, ikke som udgangspunkt i Ringgårdens Børnehus. Vi arbejder med digital dannelse og bruger digitale læringsredskaber - herunder også ipad. Men vi bruger den kun, når den har et formål, og når det er barnet, som er den aktive. Det betyder, at barnet handler. Tager billeder, laver film, understøtter det, de laver "analogt". Altså ikke som ren underholdning.

Der er et hav af muligheder for at udbygge de lege og læringsmetoder, vi altid har brugt, med digitale sidegevinster. Det kan være at gå på jagt efter røde ting og tage billeder af dem, når vi lærer om farver. Eller gå på skattejagt med lydklemmer, og optage, hvor den næste post er henne. Vi udforsker også robotter og det at lave film - både med green screen og stop motion.

Leg er kodeordet, når vi arbejder digitalt. Vi undersøger, er nysgerrige og leger færdighederne ind. Og griner af resultatet og kiksene sammen bagefter. Vi er opmærksomme på, at det digitale skal være en del af hverdagen, men holder fast i at det "blot" er endnu en del af alt det, vi arbejder med og leger med i børnehuset.

Den pædagogiske læreplan

I nedenstående finder du link til vores seneste pædagogiske læreplan, som udgør rammen og den fælles retning for personalets pædagogiske arbejde med børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Du finder også link til evaluering af den pædagogiske læreplan.

Personale

I Ringgårdens Børnehus vægter vi en høj normering og kvaliteten i, at børnene kan være sammen med en voksen i små grupper. Derfor er vi 11 fastansatte. 

Ledelse

Lina Esmann de Lemos 
Mail: llemo@fmk.dk
Tlf.: 72 53 44 43

Øvrigt personale 

5 pædagoger

3 pædagogiske assistenter

1 pædagogmedhjælper

1 køkkenmedarbejder

Udover de fastansatte har vi næsten altid én eller flere studerende i praktik, både pædagogstuderende og pædagogisk assistent-elever.

Vi har også ofte tilknyttet forskellige andre voksne i praktisk eller job-prøvningsforløb. Så meget tit er vi flere voksne, end de fastansatte til at være sammen med og lave aktiviteter for og med børnene.

Spørgsmål? Kontakt os

RINGGÅRDENS BØRNEHUS

Østerbrogade 111
5600 Faaborg

Hovednr.: 72 53 44 43
Yngstegruppen: 72 53 44 40
Mellemgruppen: 72 53 44 41
Naturpatruljen: 72 53 44 42

Send en mail