Retningslinjer for optagelse i dagtilbud

Retningslinjer for optagelse i dagtilbud

Fold alle ud

Pasningstilbud

Dagpleje eller vuggestue tilbydes til dit barn fra 0 til 2 år og 11 måneder.

Børnehave tilbydes fra den 1. i den måned, hvor dit barn fylder 2 år og 11 måneder. Dit barn kan ikke blive i dagpleje eller vuggestue efter den dato medmindre Center for Opvækst og Læring har truffet en beslutning om, at dit barn har fået børnehaveudsættelse.

Forårs-SFO tilbydes fra den 1. april i det år, hvor dit barn skal i skole. Dit barn kan ikke blive i børnehave efter den dato medmindre Center for Opvækst og Læring har truffet en beslutning om, at dit barn har fået skoleudsættelse. Indmeldelse i Forårs-SFO sker via Digital Pladsanvisning på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside www.fmk.dk

SFO tilbydes til dit barn fra og med 0. klasse til og med 3. klasse. Indmeldelse i eller ændring af modul sker via Digital Pladsanvisning på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside www.fmk.dk

SFO2 tilbydes til dit barn fra og med 4. klasse til og med 6. klasse. Indmeldelse i eller ændring af modul sker via Digital Pladsanvisning på Faaborg-Midtfyn Kommunes hjemmeside www.fmk.dk

Tidsfrist for plads i forlængelse af at dit barn fylder 26 uger

  1. Du har ret til en plads til dit barn i Faaborg-Midtfyn Kommune senest 4 uger efter udløb af den maksimale barselsperiode, som er 26 uger. Det vil sige senest, når dit barn er 30 uger.

  2. En forudsætning for at få en plads til dit barn i umiddelbar forlængelse af den maksimale barselsperiode er, at dit barn er skrevet på venteliste senest 4 uger efter fødslen.

  3. Hvis du overskrider ansøgningsfristen på de 4 uger, kan Faaborg-Midtfyn Kommune rykke tidspunktet for plads med den periode, der svarer til din overskridelse af ansøgningsfristen. Dit barn er dog altid sikret en plads senest 3 måneder efter udløb af den maksimale barselsperiode, når du skriver dit barn på venteliste under den maksimale barselsperiode.

 

 

Tidsfrist for plads i andre situationer

  1. I alle andre situationer end en plads i umiddelbar forlængelse af den maksimale barselsperiode betyder pasningsgarantien, at Faaborg-Midtfyn Kommune skal tilbyde en plads til dit barn senest 3 måneder efter ansøgningstidspunktet.

  2. Du kan forvente at modtage et skriftligt tilbud om plads til dit barn i dagtilbud cirka 2 måneder og senest 3 uger før opstart.  

 

 

Kvalitetsmål for optagelse i Dagtilbud

  • At mindst 75 % af forældrene får deres ønske opfyldt.

  • At mindst 75 % af forældrene får besked 2 måneder før, at deres barn skal starte i dagtilbud.

Kriterier for optagelse i dagtilbud

  1. Du kan skrive dit barn på venteliste, når barnet er født. Du skriver dit barn på venteliste på digital pladsanvisning med dit NemID.

  2. I Faaborg-Midtfyn Kommune kan du skrive dit barn på venteliste til heltidspladser i dagtilbud, hvor aldersgruppen 0-2 år omfatter dagpleje og vuggestue og aldersgruppen 3-6 år omfatter børnehave.

  3. Du kan kun vælge at skrive dit barn på venteliste til én første prioritet i aldersgruppen 0-2 år og én første prioritet i aldersgruppen 3-6 år.

  4. Der er pasningsgaranti til et dagtilbud i aldersgruppen 0-2 år og 3-6 år i Faaborg-Midtfyn Kommune senest 3 måneder efter opskrivningsdatoen. Hvis du ændrer behovsdatoen vil en ny pasningsgaranti træde i kraft fra ændringsdatoen. Hvis du har brug for plads i umiddelbar forlængelse af den maksimale barselsperiode, er der andre tidsfrister.

  5. Hvis du er på barsel eller forældreorlov, har du mulighed for at søge om en 30 timers plads i tidsrummet kl. 8-14 til en større søskende i nuværende dagtilbud. Henvendelse til pladsanvisningen for yderligere information.

  6. Ancienniteten i Faaborg-Midtfyn Kommune er dit barns fødselsdato. Dette gælder også for de børn, der flytter til kommunen.

  7. Du kan skrive dit barn på venteliste i Faaborg-Midtfyn Kommune, selvom du ikke bor i kommunen.

  8. Anvisning af pladser sker efter dit barns anciennitet. Pladsanvisningen prioriterer søskende og tager derudover pædagogiske hensyn herunder tosprogede børn samt køn- og aldersfordeling.

  9. Børn fra Avernakø, Lyø og Bjørnø har fortrinsret til en plads i Sundbrinkens Børnehus. Hensynet gælder forud for hensynet til søskende.

  10. Når dit barn får tilbudt en plads i et kommunalt dagtilbud, selvejende dagtilbud eller kommunal dagpleje, har Faaborg-Midtfyn Kommune opfyldt pasningsgarantien. Pladsanvisning anviser en plads så tæt på bopæl, som det er muligt. Hvis du kun ønsker vuggestue og ikke har andre ønsker til et alderssvarende dagtilbud, er du ikke omfattet af pasningsgarantien.

  11. Dit barn kan stå passivt på venteliste til en plads i dagtilbud. Du skal være opmærksom på at henvende dig til pladsanvisningen, hvis behovet opstår. Der er pasningsgaranti på 3 måneder fra henvendelsesdatoen.

  12. Når du har fået tilbudt plads i dagtilbud og opfyldt din første prioritet vil dit barn automatisk blive slettet på ventelisten.

  13. Når du får tilbudt plads i dagtilbud, modtager du et tilbudsbrev via digital pladsanvisning. Har du ikke fået tilbudt din første prioritet, skal du tilkendegive, hvis du ønsker at blive stående på venteliste til din første prioritet. Dette fremgår af tilbudsbrevet.

  14. Når du har fået tilbudt en plads i dagtilbud og takker nej, så bliver dit barn automatisk slettet på ventelisten.

  15. Hvis du ønsker en overflytning til et nyt alderssvarende dagtilbud, skal du kontakte pladsanvisningen.

  16. Indmeldelse kan ske til den 1. eller den 16. i en måned på digital pladsanvisning.

  17. Udmeldelse skal ske med en måneds varsel til den 15. eller den sidste dag i måneden på digital pladsanvisning.