Principper for dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune

Er du medlem af en forældrebestyrelse på dagtilbudsområdet, får du her en kort introduktion til arbejdet med at fastsætte principper i dagtilbud.

Fastsættelse af principper

Forældrebestyrelsen skal som minimum fastsætte principper inden for 3 forskellige områder:

  1. Daginstitutionens arbejde
  2. Samarbejde mellem dagtilbud og hjem
  3. Anvendelsen af en budgetramme

Værdi, princip og praksis

Når forældrebestyrelserne skal arbejde med fastsættelse af principper, er det i samspil med institutionens værdier og daglige handlinger.

Værdi:

Værdier siger noget om, hvordan noget bør være. Værdier bestemmer og motiverer holdninger og handlinger.

Princip:

Principper er en grundtanke, som siger noget om, i hvilken retning dagtilbuddet skal bevæge sig.

Praksis:

Handling er det, pædagogerne laver med børnene i hverdagen.

Mulige tilgange til arbejdet med principper

Det er en kompleks opgave at arbejde med principper. Derfor opstilles nedenstående 3 mulige måder at arbejde med principper på.

  1. Identificer institutionens værdier, fastsæt herefter principper.
  2. Fastsæt et princip og drøft herefter hvilke værdier princippet afspejler.
  3. Dokumenter og analyser institutionens handlinger i praksis. Drøft herefter hvilke værdier og principper der træder frem.

Definition af et princip

  • Et princip er en grundtanke, der rummer en forestilling om, i hvilken retning institutionens virksomhed skal bevæge sig.
  • Et godt princip er kortfattet og kontant formuleret, og det skal være så rummeligt, at nye behov og situationer kan passes ind, uden princippet skal ændres. Et princip må ikke formuleres som et diktat eller have karakter af en regel.
  • Principperne skal afspejle, hvilke værdier man ønsker, institutionen skal præges af.
  • Et nyt princip skal være i overensstemmelse med de øvrige principper for institutionens virksomhed.