Styrelsesvedtægt 2020 for dagtilbud

Styrelsesvedtægt 2020 for dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune

Fold alle ud

Generelt

Faaborg-Midtfyn Kommune er organiseret efter principper om mål- og effektstyring, som udmøntes gennem mål og effektaftaler. Med mål- og effektstyring formulerer kommunalbestyrelsen nogle prioriterede mål for hele kommunen. De politiske mål skaber et fælles fokus og retning for opgaveløsningen.

Alle selvstændige enheder, institutioner, stabe og fagområder indgår en mål- og effektaftale med en chef eller kontaktdirektør om, hvilke mål og handlinger den enkelte enhed skal arbejde med de kommende to år.

Driften af institutionen reguleres således af dagtilbudsloven, Faaborg-Midtfyn Kommunens rammer, herunder eventuelt prioriterede indsatser, mål- og effektaftalen samt nærværende styrelsesvedtægt. Kvalitetsudviklingen på dagtilbudsområdet foregår blandt andet i dialogen og opfølgningen mellem Opvækst og Læring samt decentrale ledere med det pædagogiske og faglige ansvar for den enkelte institution.

Grundlag

1.
I henhold til dagtilbudslovens § 14 skal der oprettes forældrebestyrelser ved samtlige kommunale, selvejende eller udliciterede daginstitutioner samt ved den kommunale dagpleje.

For dagtilbud i landsbyordninger, det vil sige små skoler og dagtilbud med fælles ledelse og bestyrelse, følges bestemmelser jf. § 24a i folkeskoleloven. Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for sammensætning af den fælles bestyrelse i Landsbyordningen – jf. styrelsesvedtægt for skolevæsenet.

Selvejende daginstitutioner der indgår driftsoverenskomst med-, samt private dagtilbud, der søger godkendelse i Faaborg-Midtfyn Kommune, opretter egne vedtægter, der skal godkendes af Kommunalbestyrelsen – jf. dog gældende delegationsplan.
 
2.
Kommunens rammer og herunder eventuelt prioriterede indsatser for børnenes ophold i dagtilbud efter dagtilbudsloven fremgår af:

  • Kommunens Børne- og Ungepolitik samt strategier for området
  • Handleplaner for de politisk prioriterede indsatsområder
  • Den politisk fastsatte ramme for tilsyn i dagtilbud


3.
I Faaborg-Midtfyn Kommune organiseres de kommunale dagtilbud for børn i alderen 0-3 år som dagpleje, områdeinstitutioner med aldersintegrerede daginstitutioner/vuggestuer eller aldersintegrerede daginstitutioner/vuggestuer som del af en landsbyordning. 

For børn i alderen 3 år og frem til forårs SFO organiseres dagtilbud som kommunale/selvejende/private børnehaver eller aldersintegrerede daginstitutioner.

Det er Kommunalbestyrelsen, der fastsætter aldersgrænserne for de enkelte dagtilbud. Gældende aldersgrænser for dagpleje/vuggestue, børnehave og forårs SFO fremgår af Retningslinjer for optagelse i dagtilbud.

Formål

4.
Dagtilbuddets formål fremgår af dagtilbudsloven, og vedrører, at fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.

Forældrebestyrelsen

5.
Det er forældrebestyrelsens formål at sikre forældrenes og medarbejdernes indflydelse på principper for dagtilbuddets daglige virke.

Forældrebestyrelserne skal bidrage til, at der opnås det bedst mulige samarbejde mellem forældre, medarbejdere og ledelse på tværs af alle enheder i dagtilbuddet. Det enkelte medlem af forældrebestyrelsen repræsenterer helheden i det samlede kommunale dagtilbud.

Det er forældrebestyrelsens opgave at udøve sin virksomhed inden for dagtilbudslovens bestemmelser samt de rammer og retningslinjer, som Kommunalbestyrelsen har fastsat.

Valg til bestyrelsen

6.

6A: Forældrebestyrelsen i dagtilbud organiseret som områdeinstitutioner består af:

  • 5 repræsentanter valgt af og blandt forældre til børn i dagtilbuddet
  • 2 repræsentanter valgt af og blandt de fastansatte medarbejdere i dagtilbuddet.

Forældre fra hver enhed i områdeinstitutionen – dvs. hver matrikel, har ret til at være repræsenteret i bestyrelsen med mindst én forælder jf. Dagtilbudsloven § 14, stk. 2. Det betyder, at hvis blot én forælder fra en enhed opstiller til valg, er denne selvskrevet i bestyrelsen, uanset antal af stemmer.

6B: Forældrebestyrelsen i dagplejen består af

  • 5 repræsentanter valgt af og blandt forældre til børn i dagplejen
  • 3 repræsentanter valgt af og blandt de fastansatte medarbejdere i dagplejen – repræsentanterne fordeles med 2 dagplejere og 1 pædagogisk supervisor.

6C: I den fælles bestyrelse i landsbyordninger indgår

  • 2 repræsentanter valgt af og blandt forældre til børn i dagtilbuddet
  • 1 repræsentant valgt af og blandt de fastansatte medarbejdere i dagtilbuddet.
    I tilfælde af flere dagtilbudsmatrikler ved samme landsbyordning træder reglerne jf. pkt. 6a i kraft.

7.
Det er af Kommunalbestyrelsen i henhold til dagtilbudsloven besluttet, at medarbejderrepræsentanterne har stemmeret i bestyrelsen.

8.
I dagtilbud organiseret som områdeinstitutioner vælges 2 suppleanter for forældrerepræsentanterne og 1 suppleant for medarbejderrepræsentanterne.

I dagplejen vælges 2 suppleanter for forældrerepræsentanterne og 2 suppleanter for medarbejderrepræsentanterne.

I landsbyordninger vælges 1 suppleant for forældrerepræsentanterne og 1 suppleant for medarbejderrepræsentanten.

Suppleanter vælges for 1 år ad gangen, og indtræder i forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen, når et ordinært medlem udtræder. Suppleanterne indtræder i rækkefølge efter stemmeantal ved valget.
 
9.
Forældrerepræsentanterne i forældrebestyrelsen samt den fælles bestyrelse i landsbyordninger og suppleanter for disse vælges på et forældremøde med valg til bestyrelse, som afholdes mellem 1. april og 1. maj. Valget indkaldes af den siddende bestyrelse.

I dagtilbud organiseret som områdeinstitutioner vælges der i lige år 3 forældrerepræsentanter og 1 medarbejderrepræsentant, og i ulige år vælges 2 forældrerepræsentanter og 1 medarbejderrepræsentant. Består dagtilbuddet af flere enheder, skal det til enhver tid sikres, at en forælder fra hver enkelt enhed har adgang til at være repræsenteret i forældrebestyrelsen jf. pkt. 6a+ 6c.

I dagplejen vælges der i lige år 3 forældrerepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter (1 dagplejer og 1 pædagogisk supervisor), og i ulige år vælges 2 forældrerepræsentanter og 1 medarbejderrepræsentant (1 dagplejer). I landsbyordninger vælges der i lige år 1 forældrerepræsentanter og 1 medarbejderrepræsentant, og i ulige år vælges 1 forældrerepræsentant.

Såfremt forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen – inkl. suppleanter – ikke dækker det fulde antal, så fungerer bestyrelsen i valgperioden frem til ordinært valg.
 
10.
Valgperioden begynder umiddelbart efter valget og løber i 2 år, til nyvalg har fundet sted.

11.
Medarbejderrepræsentanter i forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen og suppleanter for disse vælges på et personalemøde for alle fastansatte medarbejdere i dagtilbuddet, bortset fra ledelsen. Medarbejderrepræsentanterne skal være valgt, inden forældrerepræsentanterne vælges.

 

 

Valgbarhed og valgret

12.
Forældre med børn i dagtilbuddet er valgbare og har valgret til forældrebestyrelsen. Ved forældre forstås de personer, der på valgtidspunktet har del i forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i dagtilbuddet – samt personer, der har den faktiske omsorg for barnet. Herved forstås:

  • Personer, som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter bestemmelserne i Serviceloven.
  • Personer, der har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med indehaveren af forældremyndigheden over et barn, og som tilhører samme husstand som forældremyndighedsindehaveren og barnet. Det er en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke er delt mellem forældrene.
    Ugifte samlevende, der tilhører den sammen husstand som barnet, og hvor den ene part i husstanden har forældremyndigheden over barnet.

Der kan højest tildeles valgret til 2 personer på grundlag af samme barn.
 
13.
Medarbejdere, der samtidig er forældre til børn indmeldt i dagtilbuddet, er ikke valgbare, og kan derfor ikke vælges som forældrerepræsentanter til forældrebestyrelsen. Man har dog valgret og kan således stemme ved valget.

14.Ved afstemningen kan hver forælder, jf. punkt 12, afgive 1 stemme pr. indmeldt barn men kun ved personligt fremmøde. Afstemningen kan være skriftlig.

15.
Er man forhindret i at deltage i valghandlingen, kan man opstille til bestyrelsen in absentia ved at aflevere en fuldmagt til formanden. Fuldmagten kan afleveres forinden eller på selve mødet.

Valgprocedure

16.
Valg af forældrerepræsentanter og medarbejderrepræsentanter sker ved simpelt stemmeflertal. Det vil sige, at de personer, der opnår flest stemmer, bliver valgt. Undtaget er dog i dagtilbud med flere enheder jf. pkt. 6a + 6c.

17.I tilfælde af stemmelighed afholdes der omvalg mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Er der fortsat stemmelighed, foretages lodtrækning.

18.
Det er ikke borgerligt ombud at sidde i en forældrebestyrelse, hvorfor hverken forældre eller medarbejdere kan opstilles som kandidater mod deres vilje.

 

 

Udtrædelse af forældrebestyrelsen / den fælles bestyrelse i landsbyordningen

19.
Et forældrevalgt bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, når medlemmets barn ophører i institutionen. Suppleanten indtræder derefter.

Bestyrelsesmedlemmet kan fortsætte i forældrebestyrelsen frem til næste valg, hvis der er flertal herfor i den øvrige del af bestyrelsen.
 
20.
En medarbejderrepræsentant udtræder af forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen, når medarbejderen afleverer eller modtager sin opsigelse fra ledelsen af dagtilbuddet. Suppleanten indtræder derefter.

21.
En forældrerepræsentant kan efter eget ønske udtræde af forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen i valgperioden. Suppleanten indtræder herefter

Forældremøde med valg til bestyrelsen

22.
Forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen indkalder til forældremøde med valg til bestyrelsen i perioden fra 1. april – 1. maj.
 
23.
Indkaldelse skal ske ved skriftlig henvendelse til alle forældre eller ved opslag i et digitalt forum, som alle forældre har adgang til. Sker indkaldelse ved digitalt opslag, skal forældrene orienteres herom ved opslag i institutionen.
 
24.
Der indkaldes med mindst 14 dages varsel.
 
25.
Indkaldelsen skal være skriftlig og indeholde oplysning om tid og sted samt en dagsorden for forældremøde med valg til bestyrelsen.  

26.
Dagsordenen skal som minimum indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Formandens beretning
  • Valg til bestyrelse
  • Indkomne forslag
  • Eventuelt

 
 

Konstituering

27.
Forældrebestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand blandt forældrerepræsentanterne i bestyrelsen. Institutionens leder indkalder til det konstituerende møde, som skal afholdes inden 14 dage efter valget af forældrerepræsentanter til bestyrelsen.

28.
Møderne i forældrebestyrelsen ledes af formanden. Hvis formanden er fraværende, er næstformanden mødeleder. Er både formanden og næstformanden fraværende ved mødet, ledes dette af et medlem, der vælges ved stemmeflertal.

29.
I landsbyordninger sker konstituering jf. styrelsesvedtægt for skolevæsenet.

 

 

Mødevirksomhed

30.
Der kan kun træffes beslutninger og handles på forældrebestyrelsens vegne i henhold til Forretningsorden for dagtilbud i Faaborg-Midtfyn Kommune.

31.
Forældrebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre. Forældrebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne.

32.
Dagtilbuddet er den del af den offentlige forvaltning, og bestyrelsens arbejde er dermed underlagt lovgivning om offentligretlige emner, herunder forvaltningsloven, offentlighedsloven og persondataloven.

33.
Hver forældrerepræsentant i bestyrelsen underskriver en tavshedspligtserklæring.

34.
I landsbyordninger sker mødevirksomhed jf. styrelsesvedtægt for skolevæsenet

Forældrebestyrelsens beføjelser og opgaver

35.
Forældrebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for dagtilbudslovens bestemmelser samt rammer og herunder eventuelt prioriterede indsatser, som er fastsat af Kommunalbestyrelsen, og som fremgår af denne vedtægt. Forældrebestyrelsens kompetence fremgår af dagtilbudslovens § 15.

36.
Forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde.

37.
Forældrebestyrelsen fastsætter principper for anvendelse af hele, den af kommunalbestyrelsen udmeldte, budgetramme for dagtilbuddet.

38.
Forældrebestyrelsen fastsætter principper for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem.

39.
Forældrebestyrelsen skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan jf. dagtilbudslovens §§ 8 og 9.

40.
Forældrebestyrelsen skal inddrages i dagtilbuddets arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole, jf. dagtilbudslovens § 7.

41.
Forældrebestyrelsen kan beslutte at fravælge et sundt frokostmåltid – jf. dagtilbudslovens § 16b.

42.
Forældrebestyrelsen kan ikke behandle enkeltsager vedrørende dagtilbuddets børn, familier og medarbejdere.

43.
Forældrebestyrelsen har indstillingsret ved ansættelsen af personale i dagtilbuddet.

44.
Forældrebestyrelsen har indstillingsret og ret til at være repræsenteret ved ansættelse af område/institutionsleder, souschef, samt afdelings-/teamleder.

45.
Forældrebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag om alle spørgsmål, der vedrører dagtilbuddet.

46.
Forældrebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunen forelægger den.

47.
Der kan overføres budgetmidler mellem regnskabsårene i henhold til Faaborg-Midtfyn Kommunes bevillingsregler.

Ændring af vedtægt

48.
Ændring af styrelsesvedtægten kan kun foretages af Kommunalbestyrelsen efter forudgående høring hos forældrebestyrelsen/den fælles bestyrelse i landsbyordningen.

Kommunalbestyrelsen kan ændre styrelsesvedtægten med 3 måneders varsel. Ændring med kortere varsel kan ske, hvis bestyrelserne og Kommunalbestyrelsen er enige herom.

Ikrafttræden

49.
Vedtægten træder i kraft den 1. januar 2020.

Vedtægten er godkendt af Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune den 12. november 2019.