Pædagogiske lære-planer i dagtilbud

Alle dagtilbud skal arbejde med pædagogisk læreplanlægning som et vigtigt skridt i at udvikle trygge og stimulerende læringsmiljøer, der understøtter børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Styrket pædagogisk læreplanlægning i Faaborg-Midtfyn Kommunes dagtilbud

D. 1. juli 2018 trådte ny lovgivning om en styrket pædagogisk læreplan i kraft. Loven foreskriver, at de pædagogiske læringsmiljøer i dagtilbuddene i højere grad skal inddrage børnenes egne perspektiver samt understøtte deres fællesskaber, leg og nysgerrighed.

Alle dagtilbud skal fremover forholde sig til et centralt fastsat pædagogisk grundlag samt 12 fælles mål for sammenhængen mellem de pædagogiske læringsmiljøer og børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.

Den styrkede pædagogiske læreplan skal være det værktøj, der sikrer, at grundlag og mål omsættes i praksis.

Læs mere om det pædagogiske grundlag og de fælles mål i ministeriets publikation om krav til rammer og indhold i Den styrkede pædagogiske læreplan.

Udvikling i gang

Landets kommuner og dagtilbud har fået to år til at realisere lovens intentioner. I Faaborg-Midtfyn Kommune er processen godt i gang. Blandt andet deltager pædagogiske ledere og medarbejdere på efteruddannelse i det nye grundlag, mens arbejdsgrupper med repræsentanter fra dagtilbuddene løbende udarbejder inspirationsmaterialer og fælles pædagogiske værktøjer, der skal hjælpe omstillingen på vej.

Det første nye fælles pædagogisk udviklingsværktøj, der tages i anvendelse, er Læringsblomsten. Læringsblomsten viser elementerne i det pædagogiske grundlag, samt beskriver temaer og mål for arbejdet med de pædagogiske læringsmiljøer – fra såvel børnenes som de pædagogiske medarbejderes perspektiv.

Få en præsentation af Læringsblomsten

Øvrige fælles udviklingsværktøjer gøres tilgængelige her på siden, efterhånden som de bliver færdigudviklet.

I perioden frem til sommeren 2020 vil alle dagtilbud således arbejde med, at anvende de nye værktøjer til at justere på de pædagogiske aktiviteter, de daglige rutiner samt rammerne for leg og samvær, så deres pædagogiske læringsmiljøer lever op til lovens intentioner, og børnene får de bedste muligheder for at trives, udvikle sig, lære og dannes.

Fokus på forældreinvolvering og lokal forankring

Den nye lov foreskriver desuden, at forældre og lokalsamfund skal inddrages og bidrage til udviklingen af læringsmiljøer og fællesskaber i og omkring dagtilbuddene. I den sammenhæng har vi i Faaborg-Midtfyn Kommune inviteret forældrebestyrelserne til workshops og kurser, der blandt andet har resulteret i en folder om arbejdet med principper for dagtilbuddets virke samt et inspirationsmateriale til bestyrelserne.
Fastsættelse af principper for Faaborg-Midtfyn Kommunes dagtilbud.

Faaborg-Midtfyn Kommunes dagtilbudsområde er præget af mangfoldighed. For at sikre lokal forankring af indsatsen omkring den styrkede pædagogiske læreplanlægning, er det op til de enkelte dagtilbud, at tilrettelægge en realiseringsproces, der er tilpasset deres særlige profil, børnesammensætning og pædagogiske kultur.

Vil du vide mere...

Hvis du vil vide mere om, hvordan der konkret arbejdes med den styrkede pædagogiske læreplanlægning i praksis, kan du henvende dig til de enkelte dagtilbud.

1000fryd barn

Læringsblomsten er et inspirations- og refleksionsværktøj til pædagogisk læreplanlægning i Faaborg-Midtfyn Kommunes dagtilbud.

Få en præsentation af læringsblomsten

Fælles pædagogiske udviklingsværktøjer

Læring

Her indsættes løbende flere fælles pædagogiske udviklingsværktøjer.

Kontakt

Vil du vide mere om lovgrundlaget og den kommunale organisering af realiseringsprocessen, så kontakt Center for Opvækst og Læring via mail til opvaekstoglaering@fmk.dk.