Tilskud til en privat pasningsordning uden for hjemmet

Du kan få tilskud til at benytte en privat pasningsordning, der passer dit barn i sit eget hjem.

Sådan fungerer ordningen

Som forælder kan du vælge at benytte en privat pasningsordning til at få passet dit barn. Den private pasningsordning foregår oftest i et privat hjem.

En privat pasningsordning bliver ofte sammenlignet med et kommunalt dagtilbud. Der er dog flere områder, hvor der er forskel på de to typer af pasning, blandt andet i forhold til udarbejdelse af pædagogiske læreplaner, krav om alternativ pasning ved sygdom, ferie ol., samt krav til forældres indflydelse og medbestemmelse.

Hvis en pasningsaftale ophører, er kommunen desuden ikke forpligtiget til at tilbyde et kommunalt dagtilbud i umiddelbar forlængelse heraf. I dette tilfælde vil kommunens generelle retningslinjer for optagelse i dagtilbud være gældende.

Du kan se en yderligere specificering af forskelle mellem dagtilbud og private pasningsordninger her.

Når du køber pasning hos en privat pasningsordning, skal du selv betale pasningsordningen den fulde pris for pladsen. Du kan i god tid inden start ansøge kommunen om tilskud til den udgift, du har til pasning - se afsnittet nedenfor "Sådan søger du om tilskud til privat pasning".

Du skal indgå en skriftlig aftale med den private pasningsordning, der indeholder aftale om:

•    Oplysninger om løn og arbejdstid
•    Opsigelsesvarsel
•    Pasning i forhold til ferie og sygdom ved pasningsordningen
•    Pasning i forhold til sygdom ved barnet
•    Aftale om tavshedspligt.

Kommunen godkender hjemmet og den private pasningsordning. Dette er for at sikre, at barnets behov bliver tilgodeset.

Tilskuddets størrelse

Tilskud til en privat pasningsordning udgør maks. 75 % af den udgift, du har til pasningsordningen. I 2019 er det maksimale tilskud dog 5.374 kr.

Tilskuddet indsættes på din NemKonto den sidste hverdag i den måned, som tilskuddet dækker.

Hvis dit barn bliver passet mindre end 31 timer om ugen, nedsættes maksimumtilskuddet.

Tilskuddet er beregnet efter, hvad det koster at passe et barn på samme alder i en kommunal plads. Når barnet fylder 2 år og 11 måneder, falder maksimumtilskuddet derfor til 3.512 kr. for en fuldtidsplads i 2019.

Har du flere børn i pasning, får du søskendetilskud. Du kan ikke søge økonomisk fripladstilskud, når du får tilskud til privat pasning.

Her kan du se taksterne for tilskud til privat pasning i 2019.

Sådan søger du om tilskud til privat pasning

Du skal udfylde den digitale ansøgning Ansøgning om tilskud til privat pasning.

For at du kan få tilskud, skal dit barn stå på venteliste til et alderssvarende kommunalt dagtilbud. Du skal skrive dit barn op via Digital Pladsanvisning.

Ligeledes skal aftalen med den private pasningsordningen indsendes med sikker post til Center for Opvækst og Læring. Dette skal enten du eller den private pasningsordning gøre.

Du kan modtage tilskud, fra dit barn er 26 uger og indtil forårs SFO.

Du kan tidligst søge om tilskud til privat pasning 3 måneder før, dit barn skal passes.

Vær opmærksom på, at du skal søge i god tid inden starten af pasningen, da du ikke kan få tilskud fra før ansøgningstidspunktet.

Din ansøgning om tilskud til privat pasning bliver færdigbehandlet senest 2 måneder efter, vi har modtaget ansøgningen. Du modtager et bevillingsbrev, når din ansøgning er færdigbehandlet.

Godkendte private pasningsordninger

Her kan du se de godkendte private pasningsordninger i Faaborg-Midtfyn Kommune fordelt på områder.

Du kan godt ansøge om tilskud til privat pasning hos en pasningsordning, som ikke står på listen. Kommunen skal godkende den private pasningsordning, før der bevilges tilskud.

Tilsyn med private pasningsordninger

Kommunen fører tilsyn med forholdene i den private pasningsordning 1 gang om året. Ved tilsynet vurderer vi, om den private pasningsordning fremmer børnenes læring via trygge læringsmiljøer, og om børnene gives mulighed for indflydelse og medbestemmelse. Derudover vurderer vi det, om den private pasningsordnings danskkundskaber er tilstrækkelige til at udvikle børnenes sproglige kompetencer, samt om der alene anvendes navnet ”privat pasningsordning” som betegnelse for ordningen.

Kommunen kan tilbagekalde godkendelsen af en pasningsaftale, hvis det ved tilsynet vurderes, at den private pasningsordning ikke er tilrettelagt efter ovenstående krav.

Kommunen fører ikke tilsyn med det enkelte barn, så hvis dit barn har eller får vanskeligheder omkring trivsel, adfærd, sproglig udvikling eller motoriske/sansemæssige færdigheder, har du mulighed for, at kontakte Center for Opvækst og Læring for råd og vejledning. Kontaktoplysninger og nærmere beskrivelse af Center for Opvækst og Læring kan findes på www.fmk.dk.

Har du spørgsmål til ordningen?

Har du spørgsmål om tilskud til privat pasning, er du velkommen til at henvende dig til Center for Opvækst og Læring på telefon 72 53 30 00.

Forskel mellem private pasningsordninger og dagtilbud

Godkendte private pasningsordninger

Her kan du se de godkendte private pasningsordninger fordelt på områder.