CVR-nummer og NemKonto til foreninger

Den 9. maj 2006 vedtog Folketinget ændring af lov om offentlige betalinger mv. Lovændringen betyder blandt andet, at frivillige foreninger fra 1. juli  2006 skal have et CVR-nummer og en NemKonto, hvis de modtager betalinger fra en offentlig myndighed. Det er gratis for foreninger at få et CVRnummer.

Når en forening er registreret med et CVR-nummer, kan den anvise en NemKonto, som offentlige myndigheder kan udbetale tilskud til.

Foreninger, der har brug for et CVR-nummer, kan selv gratis registrere sig online hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på www.webreg.dk. Man skal have en digital signatur eller NemID for at registrere foreningen online, men den behøver ikke være knyttet til foreningen.
Det er ikke muligt at foretage CVR-registreringen på andre måder end digitalt på webreg.dk

Sådan får du et CVR-nummer

  • Gå ind på http://www.webreg.dk                                                                                           Webreg.dk har åben for registrering af foreninger mellem 7 og 21 på alle ugens dage.
  • Vælg "frivillig forening" i kategorien "Lynservice"
  • Log på med digital signatur/NemId. Hvis du ikke har en NemId kan denne oprettes på: www.nemid.nu
  • Registrer foreningens oplysninger.

Herefter vil der blive afsendt en kvittering for registreringen til den e-mail adresse, som din forening har registreret. Der vil også blive afsendt en skriftlig bekræftelse på jeres registrering til den postadresse, som I har angivet som foreningens kontaktadresse.

Når CVR-nummeret er oprettet kontaktes foreningens pengeinstitut, for der at lave foreningens konto om til en NemKonto.
Når foreningen har fået et CVR-nummer og en NemKonto, oplyses CVR-nummeret til Plan og Kultur. Hvis kommunen ikke modtager foreningens CVR-nummer kan der ikke udbetales tilskud, da det fremover vil være foreningens CVR-nummer, der bruges, når der skal udbetales tilskud til foreningen (jeres NemKonto). Ligeledes skal foreningens CVR-nummer oplyses under stamoplysninger på Fritidsportalen: fritid.faaborgmidtfyn.dk