Udviklingspuljen under Folkeoplysningsudvalget

Udviklingspuljen kan støtte en bred variation af aktivitetsskabende og nytænkende projekter i såvel foreningslivet, som uden for foreningslivet (selvorganiserede aktiviteter). Puljen har til formål at understøtte nye folkeoplysende aktiviteter, men kan også bruges, hvor det øvrige tilskudssystem ikke dækker - herunder andre typer af foreninger eller selvorganiserede grupper. Puljen støtter projekter med relation til folkeoplysende virksomhed og må ikke have et kommercielt sigte.

Puljen kan bl.a. anvendes til:

  • Etablering af nye foreninger og aktiviteter
  • Nye initiativer eller grene i eksisterende foreninger
  • Udviklingsforløb - f.eks. støtte til procesforløb
  • Partnerskaber - f.eks.

    • Mulighed for at søge støtte til opstart af samarbejdsprojekter med f.eks. andre foreninger/aften skoler, institutioner, idrætsfaciliteter, frivillige sociale eller kulturelle foreninger, øvrige aktører mv.
    • ”Den åbne skole”, hvor der kan søges støtte til opstart af projekter mellem skole og foreninger eller projekter i samarbejde med andre offentlige institutioner

  • Initiativer eller projekter, der kan skabe aktiviteter for udsatte eller funktionshæmmede borgere vil blive prioriteret højt
  • Tilbud, som tiltrækker børn, unge og nye grupper
  • Nye aktiviteter - f.eks. tilpasset befolkningens nye idrætsvaner
  • Sundhedsfremmende foranstaltninger
  • Tværgående initiativer/aktiviteter, der går på tværs af discipliner og/eller foreninger
  • Talentarbejde - der kan gives støtte til talentudvikling af børn og unge
  • Enkeltstående projekter
  • Yderligere relevant uddannelse ved nye initiativer

Hvis der søges eller er givet tilsagn fra en anden kommunal pulje til et projekt, så kan det have betydning for sagsbehandlingen af ansøgningen til det pågældende projekt.

Foreninger, der har modtaget tilskud, skal kunne dokumentere de afholdte udgifter og ikke forbrugt tilskud skal tilbagebetales. Egenfinansiering skal udgøre en del af projektet, men vil bero på en konkret vurdering fra projekt til projekt.

Puljen har et budget på 250.000 kr. og de fordeles ved 3 årlige ansøgningsfrister henholdsvis 20. januar, 20. april og 20 september. Fordelingen vil være ca. 1/3 af budgettet til hver uddeling.

Kultur og Fritid kan administrativt bevilge tilskud under 5.000 kr. Dette behandles løbende og gives som orientering til Folkeoplysningsudvalget efterfølgende.