Statsanerkendte museer

Faaborg Museum og Øhavsmuseet er statsanerkendte museer. Besøg også komponisten Carl Nielsens barndomshjem.

Faaborg Museum

Kunstmuseet i Faaborg præsenterer en imponerende samling af malerier og skulpturer, der er skabt af berømte fynske kunstnere.

Museet udstiller værker af bl.a. Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen, Anna Syberg og Kai Nielsen. Museet blev stiftet i 1910 af konservesfabrikant Mads Rasmussen.

I museumsbygningen fra 1915 tegnet af arkitekten Carl Petersen præsenterer Faaborg Museum også en lang række særudstillinger samt foredrag og koncerter.

Faaborg Museum

Øhavsmuseet

Øhavsmuseet byder på oplevelser i og viden om den sydfynske kulturarv og historie. Øhavsmuseet er kulturhistorisk museum for Faaborg-Midtfyn Kommune og Langeland Kommune.

Øhavsmuseet fortæller om livet i Det Sydfynske Øhav. Museet tilbyder aktiviteter både ude og inde over det meste af øhavet.

Besøg f.eks.

  • Ret- og strafmuseet
  • Den gamle købmandsgård i Faaborg
  • Kaleko Mølle
  • Koldkrigsmuseum Langelandsfort

Du kan også tage med på en rejse tilbage til middelalderen og opleve bortførelsen af Kong Valdemar Sejr via en app til smartphones og tablets.

Øhavsmuseet

Carl Nielsens barndomshjem

Den verdensberømte komponist Carl Nielsen er født og opvokset i Faaborg-Midtfyn Kommune. Du kan besøge hans barndomshjem på grænsen mellem Nr. Lyndelse og Nr. Søby.

Museet viser historien om Carl Nielsens barndom og hjemmets arbejds- og musikliv, der blev afgørende for hans udvikling både som musiker og komponist. Carl Nielsens barndomshjem hører under Odense Bys Museer.

Carl Nielsens barndomshjem