Earth Hour

Den verdensomspændende klimakampagne Earth Hour holdes hvert år den sidste lørdag i marts fra 20.30 til 21:30

Earth Hour

Fold alle ud

Faaborg-Midtfyn Kommune slukker dele af gadelyset 30. marts 2019

Faaborg-Midtfyn Kommune slukker dele af gadelyset sammen med tusindvis af andre kommuner, virksomheder og borgere verden over.

Det sker fordi vi bakker op om verdens største klimaevent, Earth Hour, der arrangeres af WWF Verdensnaturfonden. Orkaner, hedebølger, skybrud og højere temperaturer - klimaudfordringerne er en af vor tids største udfordringer, der kræver handling nu og her. Earth Hour er den time, hvor millioner af mennesker og tusindvis af byer verden over slukker lyset for at sende et signal om, at det er nu vi skal handle for at stoppe den globale opvarmning - ikke blot den ene time, men hele året rundt.

Formålet med Earth Hour er at sende et tydeligt signal til verdens regeringsledere om at tage klimaforandringerne alvorligt og bremse udviklingen mod mere ekstreme vejrforhold og stigende verdenshave, der ifølge videnskaben sker som følge af den globale opvarmning.

Yderligere informationer kan findes hos WWF Verdensnaturfonden

Earth Hour 2019

I anledning af den verdensomspændende klimakampagne Earth Hour slukker Faaborg-Midtfyn Kommune lyset som opbakning til kampagnen og til den grønne omstilling.

På lørdag den 30. marts 2019 kan du slå et slag for planeten, når den globale klimakampagne Earth Hour vender tilbage. Det eneste, du skal gøre, er at slukke for lyset en time fra 20.30 til 21.30. Faaborg-Midtfyn Kommune støtter den grønne omstilling og slukker derfor en stor del af gadelyset.

”Klimaforandringerne er en realitet, men der findes løsninger. Vi slukker lyset i anledning af Earth Hour, fordi vi gerne vil starte en konstruktiv dialog med vores borgere om, hvad vi sammen kan gøre for klimaet og naturen i vores nærområde. Vi opfordrer samtidig borgere, virksomheder og institutioner til at støtte initiativet ved at slukke for lyset en time,” siger 1. Viceborgmester og formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen.

Naturen kæmper for livet
Klimaforandringernes vidtrækkende konsekvenser er for alvor kommet på dagsordenen. Rundt om i de danske stuer får bevidstheden om stigende temperaturer, truede dyrearter og smeltende indlandsis stadig flere danskere til at leve mere bæredygtigt.

”Klimaforandringer forværres år for år af vores overforbrug og rovdrift på naturressourcerne. Verdens vilde dyr mister sine levesteder, drikkevand bliver en mangelvare og vejret bliver mere ekstremt. Vi har et fælles ansvar for at genskabe balancen i naturen. Et ansvar som Earth Hours mørke time er med til at manifestere både hjemme i folks dagligstuer og på kommunalt niveau. Der er mange løsninger derude, så det handler om at tage dem i brug nu,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Sidste år var der stor opbakning til Earth Hour i Danmark. I mange kommuner blev der slukket for gadebelysningen, arrangeret koncerter og andre hyggelige events i mørket. I Helsingør slukkede man for lyset på Kronborg Slot, mens man i Randers slukkede for Randers Regnskovs tre ikoniske kupler.

I alt blev mere end 3.000 andre ikoniske bygninger verden over mørkelagt sidste år, blandt andet Eiffeltårnet i Paris, Empire State Building i New York og Operahuset i Sydney.

Hvert år i marts engagerer WWF millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder, kommuner og byer verden over for at sætte fokus på klimaet. Earth Hour startede i Australien i 2007 og er siden hen blevet et globalt event.

De ydelser, som naturen leverer, kaldes økosystemtjenester og anslås at have en værdi af 125 milliarder dollars om året. Det er det dobbelte af verdens BNP.

Økosystemtjenester er ofte de ting, vi tager for givet - ren luft, rent drikkevand og sund mad. Hav og koralrev giver mad og levebrød til hundredvis af millioner mennesker. Skovene renser luften, regulerer det lokale klima og sikrer vand til floder. Sunde jordbunde er afgørende for dyrkning af afgrøder, mens bjerge og gletsjere er vigtige vandkilder til større floder.

Læs mere på www.fmk.dk/earthhour

 

 

Kort historik om Earth Hour

Earth Hour startede som en lille begivenhed i Sydney, Australien, i 2007, men allerede året efter havde eventen spredt sig som en steppebrand til yderligere 33 lande rundt om i verden. Siden er mange flere lande kommet til, og i 2011 deltog 134 lande og mere end 5200 byer slukkede lyset verden over. I 2012 var antallet af deltagere steget til mange hundrede millioner deltagende i over 7000 byer i 152 lande.
Siden 2012 er Earth Hour desuden blevet til mere end en symbolsk handling. Under overskriften “Beyond the Hour” lægger borgere, virksomheder og kommuner over hele kloden nu handling bag signalet og fortæller verden, hvad de selv vil gøre for klimaet – også efter at lysene tændes igen. Derfor har logoet fået et ekstra “+” på, for at symbolisere, at man kan gøre meget mere end blot at slukke lyset den ene time.