Grøn Institution

Grøn Institution handler om klima, bæredygtighed og energi og er en af de grønne diplomordninger i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Vi har valgt at arbejde med Grøn Institution efter et system udviklet af Kolding Kommune, som i dag har over 40 grønne institutioner. Det sikrer at det er et veletableret koncept og der er rig mulighed for at drage nytte af andres erfaringer.

Vi er ikke i tvivl om at børnene er vigtige medspillere, når det handler om at lære at passe på vores klima og natur. Grøn Institution handler netop om at spare på energien og tage hensyn til miljøet i hverdagen.

Konkret drejer det sig om, at lære børnene om bæredygtighed og at blive bedre til at spare på energien.  Formålet med Grøn Institution er, at tilbyde institutioner et let værktøj til at gennemføre energibesparelser og miljøforbedringer. Målet er at opnå forbedringer ud fra den enkelte institutions udgangspunkt.

Hvert år skal institutionen vælge to grønne indsatsområder, som de skal have fokus på det efterfølgende år. Det sker sammen med en medarbejder fra Klimasekretariatet eller kommunens energikonsulent, som er med til at finde besparelser indenfor el, vand og varme, ligesom det afdækkes hvilke vaner institutionen har i forhold til affaldssortering, grønne indkøb, genbrug, transport, m.v. På baggrund af det, vælger institutionen to indsatser som de vil arbejde med det efterfølgende år. Året efter vælges igen to nye indsatser, og så videre ….

Grønne Institutioner skal også være synlige. Derfor får alle Grønne Institutioner en plakat til at hænge op, så børn, forældre og personale kan se den. Plakaten har tekst med indsatserne skrevet ind, som påsatte blade. Hvert år tilføjes de nye indsatser der vælges, på nye blade. På denne måde kan alle følge med i, og løbende have fokus på både tidligere og nuværende indsatser. Mens træet bliver grønnere og mere farverigt. Eksempler på indsatser kan være at lære børnene at sortere 1- 2 typer affald. Det kunne også være at lave en urtehave med børnene. Hver institution vælger selv den måde der passer bedst til deres hverdag.

Alle Grønne Institutioner modtager også en "grøn" kuffert. Det er ”Mads og Idas Grønne Kuffert” med materiale til aktiviteter og forsøg med sol, vind og vand. Desuden er der et affaldsspil. Planen er at kufferten udvides med nye aktiviteter efterhånden. Fordele ved at være Grøn Institution er at institutionen får hjælp til at finde energibesparelser. Personalet lærer børnene at passe bedre på miljøet. Som ringe i vandet kan idéer og grønne tanker spredes til forældre, familie, naboer, sportsklubben, etc. – og så er det gratis at være med.

Eksempler på Grøn Institution - emner

Her er nogle eksempler på tiltag de Grønne Institutioner arbejder med:

  • Affaldsindsamling
  • Affaldssortering
  • Papirsortering
  • Isolering af varmerør
  • Dyrke grøntsager
  • Spise mindre kød
  • Solenergi
  • Vindenergi
  • Købe grøn Strøm
  • Ingen tomgangskørsel med bil
  • Cykellege
  • Økologisk Spisemærke
  • Giftfri Have
  • Tingcentralen