Tillæg nr. 2019/1 til Spildevandsplanen – Inddragelse af udstykning ved Gl. Byvej i Årslev i Spildevandsplanens kloakerede område

Fold alle ud

Indholdsfortegnelse

1. BYGGEMODNING VED GL. BYVEJ I ÅRSLEV
2. RENSEANLÆG
3. ØKONOMI
4. LOVGRUNDLAG
5. REFERENCER

1. Byggemodning ved Gl. Byvej i Årslev

Ved Gl. Byvej i Årslev planlægger en privat bygherre en byggemodning på mellem 40-50 boliger (Figur 1).
Området er ikke optaget i spildevandsplanen (1) på nuværende tidspunkt og ligger mellem kloakopland SDR007 og SDR011 (Figur 1).

Figur 1: Kloakopland SDR007 og SDR011 ved Gl. Byvej før ændringen af spildevandsplanen. Området er
markeret med rødt.


Området bliver separatkloakeret og inddrages i kloakopland SDR007 i spildevandsplanen.
Der bliver lagt en kloakledning til husspildevad og en til regnvand. FFV Spildevand A/S ejer kloakledningerne og afsætter kloakstik til spildevand og regnvand ved grundgrænsen.
Grundejerne skal for egen regning tilslutte deres regn- og husspildevand til hovedkloakken.
Husspildevandet vil blive ledt til Sdr. Nærå Renseanlæg sammen med spildevandet fra resten af Årslev.
FFV udvider regnvandsbassin i området til forsinkelse af regnvandet inden udledningen til regnvandsledningen på Gl. Byvej. Bassinet etableres for at imødekomme de stigende regnmængder. Da Vindinge Å er presset på
kapaciteten til regnvand, er forsinkelse af regnvandet, inden det når åen, en nødvendighed.

Figur 2: Kloakoplandet SDR007 ved Gl. Byvej efter ændringen af spildevandsplanen. Området er markeret
med rødt.


Med tillægget til spildevandsplanen vil området ved Gl. Byvej blive registeret i kloakopland SDR007 som separatkloakeret (Figur 2).

2. Renseanlæg

Spildevand fra området ledes til Sdr. Nærå Renseanlæg. Områdets belastning på renseanlægget vil blive mellem 88 - 110 PE. 1
PE svarer til den mængde organisk stof, kvælstof og fosfor som en person i gennemsnit frembringer.
Sdr. Nærå Renseanlæg har kapacitet til at modtage 8.200 PE og anlægget har kapacitet til at modtage den ekstra tilførsel af spildevand fra området.

3. Økonomi

Projektet finansieres af FFV Spildevand A/S gennem spildevandstaksterne2. FFV ejer spildevands- og regnvandskloakken og tilhørende kloakstik.
Udstykker betaler tilslutningsbidrag til FFV, når der er anlagt kloakstik til grundgrænsen.

4. Lovgrundlag

Ifølge Miljøbeskyttelseslovens3 § 32 stk.1 skal spildevandsplanen blandt andet indeholde oplysninger om eksisterende og planlagte kloakeringsområder og renseforanstaltninger.
Spildevandsplanen1 udgør det juridiske grundlag for kommunens meddelelse af påbud til grundejeren om tilslutning til kloakken.
Ifølge Spildevandsbekendtgørelsens4 § 5 stk. 4 skal kommunalbestyrelsen ajourføre spildevandsplanen, når der sker ændringer i forudsætningerne for planen.

5. Referencer

1: Faaborg-Midtfyn Kommune Spildevandsplan 2019-2023.
2: Betalingsvedtægt FFV Spildevand A/S
3: Bekendtgørelse om lov af miljøbeskyttelse. LBK nr. 241 af 13. marts 2019.
4: Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og BEK nr. 1469 af 12. december 2017.