Før du søger om hjælp til rengøring

Rengøring, opvask og skift af sengelinned - kan du selv klare opgaverne på anden vis end du plejer?

Hvad skal du overveje, før du søger om hjælp til praktiske opgaver?

Inden du søger om hjælp til praktiske opgaver, er det vigtigt, at du overvejer, om du kan løse opgaverne på en anden måde end du plejer.

Kan du bruge andre redskaber til rengøring - f.eks. bruge en robotstøvsuger i stedet for en almindelig støvsuger eller bruge et moppesystem i stedet for klud og gulvskrubbe?

Du kan også prøve at dele rengøringsopgaverne op over flere dage, så du f.eks. gør stuen ren én dag, soveværelset en anden, badeværelset en tredje dag osv.

Hvad sker der, når du har søgt om hjælp til rengøring?

Når du har søgt om hjælp til praktiske opgaver, vil vi spørge dig om:

  • hvordan du klarer rengøringen nu
  • hvordan du bruger din støvsuger
  • hvordan du vasker gulve
  • hvor lang tid det tager dig at klare rengøringen i dit hjem

Vi vurderer dine oplysninger og sammenholder dem med, hvordan du i øvrigt klarer dig i hverdagen. Det vil indgå i vurderingen, om du vil kunne klare rengøringen på en anden måde, end du plejer.

Vi vil også se på, om du f.eks. ved hjælp af træning, vejledning i ergonomiske arbejdsstillinger eller hjælpemidler selv vil være i stand til at klare rengøringen i dit hjem.

Hvis vi vurderer, at du kan klare at gøre rent ved f.eks. at dele rengøringen op over 14 dage, bruge en robotstøvsuger eller moppesystem til gulvvask - vil du ikke være berettiget til rengøringshjælp.

Hvis du bor sammen med en anden person (samlever, ægtefælle, søn eller datter) vil deres evne til at klare rengøringen, alene eller sammen med dig, også indgå i vurderingen.

Flere ideer du kan afprøve

Fold alle ud

Støvsuge

 Hvis du synes, at din støvsuger er tung eller svær at trække med rundt, kan du f.eks. overveje at:

• Købe en robotstøvsuger eller en 2-i-1 støvsuger, som er nemmere at håndtere

• Lade støvsugeren gøre arbejdet. Kør langsomt med den, og undgå at trykke

• Lade din støvsuger stå fremme - så du undgår at skulle løfte den ind og ud af et skab

• Skrue ned for sugestyrken - så kører den lettere, og du skal ikke bruge så mange kræfter

• Sidde ned til støvsugning

• Sætte møbelbørsten for enden af det lange støvsugerrør, så du kan nå fodpaneler og evt. spindelvæv i loftshøjde.

Vaske gulv

Hvis du synes, at det er svært at vride en klud eller bøje dig ned for at nå gulvspanden, kan du f.eks. overveje at:

• Anskaffe et gulvmoppesystem, hvor der er monteret en vrider. Du undgår herved at skulle vride klude. En moppe kan også bruges til f.eks. at rengøre fliser, skabslåger og lofter

• Sætte gulvspanden på en stol, op i køkkenvasken eller bruge vasken som spand. Du undgår herved at skulle bøje dig

• Bruge en gribetang til f.eks. at tage klude op af en spand med – Sådan undgår du at skulle bøje dig.

Skifte sengelinned

Hvis du synes, at det er svært at skifte sengelinned, kan du f.eks. overveje at:

• Bruge stræklagner med elastik rundt i kanten. De er lettere at lægge på

• Bruge en topmadras oven på madrassen. Det gør det mindre tungt at håndtere, når lagnet skal på

• Sidde ned, når du skal skifte dyne- og pudebetræk

Tørre støv af

Hvis du synes, det er svært at tørre støv af på høje møbler og ved gulvet, kan du f.eks. overveje at:

• Bruge en støvekost med et langt skaft

• Bruge en handske beregnet på at tørre støv af

• Bruge en gribetang

Vaske tøj

Hvis du synes, at det er svært at klare vasketøjet, kan du f.eks. overveje at:

• Få din vaskemaskine højere op, så du undgår at skulle bukke dig

• Flytte din vaskemaskine, hvis den står i kælderen, og du har svært ved at gå på trapper

• Bruge tørretumbler

• Bruge et tørrestativ, som du kan nå, uden at du skal strække dig og løfte armene

• Bruge klemmer med stort greb, når du hænger tøj op

• Lægge tøj sammen, når du sidder ved et bord

Vaske op

Hvis du synes, at det er svært at klare opvasken, kan du f.eks. overveje at:

• Bruge klude og svampe i stedet for opvaskebørste

• Sætte opvasken i blød, så den er lettere at rengøre

• Bruge et stativ, så det, du vasker op, kan lufttørre

• Anskaffe en opvaskemaskine eller bordopvaskemaskine

Kontakt

Rådgivning og Visitation
Center Sundhed og Ældre

Telefon: 72 53 60 00

Mandag: 9 - 12
Tirsdag: 9 - 12
Onsdag: Lukket
Torsdag: 9 - 12
Fredag: 9 - 12

Send sikker post til Rådgivning og Visitation