Kvalitets­standard for Genoptræning

Her får du informationer om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig om genoptræning.

Her får du informationer om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig om genoptræning. Denne kvalitetsstandard tager udgangspunkt i gældende lov på genoptræningsområdet og det kommunale serviceniveau fastsat af kommunalbestyrelsen.

Kvalitetsstandarden er godkendt af Sundheds- og Ældreudvalget marts 2024.

Luk alle
Åben alle

Hvad er formålet med hjælpen?

Formålet med genoptræning er, at du genskaber eller udvikler dine funktioner, der øge din mulighed for at kunne leve et så selvstændigt liv som muligt. Vi arbejder rehabiliterende, dvs. at vi arbejder målrettet, tidsbestemt og i samarbejde med dig og eventuelt dine pårørende.

Hvem kan modtage hjælpen?

Du kan modtage hjælp til genoptræning, hvis du er over 18 år og på grund af sygdom helt eller delvist har mistet nogle af dine færdigheder.

Ergo- og/eller fysioterapeuten laver en undersøgelse og vurdering af dit fysiske niveau og mentale færdigheder.

Terapeuten laver i samarbejde med dig en plan for genoptræningsforløbet med udgangspunkt i dine behov, ønsker og mål, og hvad det vurderes muligt at genoptræne.

 

Hvad omfatter hjælpen?

Genoptræningen eller råd og vejledning tilrettelægges altid, så forløbet er målrettet og tidsbegrænset. Genoptræning foregår på et af kommunens genoptræningscentre, i dit hjem eller omkring dit hjem. Genoptræningen foregår individuelt eller på hold.

Vi giver råd og vejledning i, hvilke aktiviteter du kan udføre hjemme og/eller i civilsamfundet, som understøtter det forløb, du har hos os.

Vi anvender teknologi/app på mobiltelefoner eller tablets til at understøtte træningen, hvor det giver mening for dig og dit forløb. Det betyder, at vi hjælper dig i gang med brugen af teknologi, hvis du er vant til at bruge teknologi eller kan oplæres til det . Når vi inddrager teknologi, træner du også hjemme.

Al information og vejledning om træning kan også udleveres på papir, så du kan blive støttet i at udføre træningen.

Hvordan kan du få hjælpen?

Hvis du har behov for genoptræning, kan du, dine pårørende eller egen læge kontakte afdelingen for Forebyggelse, Træning og Rehabilitering, hvorefter vi laver en konkret individuel vurdering.

Sammen afklarer vi, hvilket tilbud der passer bedst til dig, så du kan genvinde de daglige funktioner, der er mulige for dig.

Det er kommunens mål, at du kontaktes senest 7 hverdage efter, at henvisningen er modtaget, med henblik på besøg på træningscenter eller evt. i eget hjem for en vurdering af dit behov. Vurderes det relevant med et forløb, vil det starte senest 2 uger efter henvisningen.

Hvem hjælper dig?

Genoptræningen udføres af uddannede ergo- og fysioterapeuter.

Hvad forventer vi af dig?

 

  • At du deltager aktivt og fremmøder kontinuerligt - medmindre du bliver ramt af sygdom.
    Vi ved, at det er afgørende for, at du oplever effekt af dit forløb.
  • At du senest dagen forinden giver besked til den terapeut, der er ansvarlig for dit forløb, hvis du er forhindret i at komme til træning.
    Hvis du undlader at melde afbud to gange i træk i forløbet, vil vi kontakte dig og drøfte, om det er det rette tidspunkt, du har startet træning, og spørge til dine udfordringer.

     

Indsatsen omfatter ikke

Du kan ikke modtage hjælp til genoptræning, hvis du er i stand til selv at genvinde dit funktionsniveau via egen træning i fitnesscenter, lokale idrætsforeninger eller lokale tilbud om aktiviteter og træning.

Der ydes ikke godtgørelse til fitnesscenter eller andre træningsmuligheder. Indsatsen omfatter ikke behandling af lymfødem. Denne indsats leveres af regionen.

Særlige forhold

Har du mulighed for at sørge for transport, evt. ved hjælp fra ægtefælle/pårørende, skal du bruge det. Det kan også være, du har mulighed for at bruge Falck-abonnement, anvende offentlige transportmidler, herunder Teletaxi.

Har du ikke mulighed for at varetage transport, jf. ovenstående, kan dette bevilliges.
Det er den medarbejder, der har vurderet din sag, der kan bevillige dig kørsel.
Der en egenbetaling for kørslen. Den nuværende takst er 40 kr. pr. vej – dvs. 80 kr. i alt pr. træning.

Ferieperioder

I sommerferien lukker holdtræning i 3 uger. Hold for ældre, svækkede borgere lukker dog i 2 uger i sommerferien. I sommerferieperioden tilbydes individuel genoptræning til de borgere, der efter en faglig vurdering har brug for genoptræning, der er superviseret af en terapeut. Hvis du kan varetage din træning selvstændigt i en periode, vil vi rådgive og vejlede dig i det.

Klageadgang

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til kommunen inden fire uger.

Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Du kan kontakte din sagsbehandler i Sundhed og Ældre, hvis du ønsker at klage. Du kan også kontakte kommunens borgerrådgiver, som kan hjælpe dig med at forstå afgørelsen eller give dig vejledning i sagen. Se kontaktoplysninger på hjemmesiden.

Lovgrundlag

Serviceloven § 86 stk. 1.

Information

Denne kvalitetsstandard og Faaborg-Midtfyn Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunes hjemmeside www.fmk.dk.

Vil du vide mere om at søge hjælp og støtte, til træning er du velkommen til at kontakte

Sundhed og Ældre
Forebyggelse, Træning & Rehabilitering
Nørrevænget 1
5854 Gislev

Telefon: 72 53 82 43
E-mail: sundhed@fmk.dk (mailadressen må ikke anvendes til at sende personfølsomme
oplysninger – sikker post sendes via Borger.dk)