Kvalitets­standard for individuel handicapkørsel

Her får du informationer om, hvilken hjælp du kan forvente, når du bliver tilbudt individuel handicapkørsel.

Denne kvalitetsstandard tager udgangspunkt i gældende lov på området og det kommunale serviceniveau fastsat af kommunalbestyrelsen. Kontakt oplysninger finder du nederst i kvalitetsstandarden.  

Luk alle
Åben alle

Hvad er formålet med hjælpen?

Formålet med handicapkørsel er at tilbyde transportmulighed til spontan kørsel og fritidsformål med taxa eller kørestolstransport.

Hvad omfatter hjælpen?

Ved individuel handicapkørsel tilbydes du som udgangspunkt op til 104 enkeltture pr. kalenderår, hvoraf de 24 af turene kan bruges uden for Region Syddanmark. Hvis du ikke har brugt alle dine ture ved udgangen af året, kan de resterende ture ikke overføres til næste år. Hvis hjælpen tildeles i løbet af et kalenderår, tildeles du et forholdsvist antal ture beregnet på baggrund af tildelingsdatoen.

Der er en egenbetaling forbundet med hjælpen.

Turafhængig pris fremgår af hjemmesiden for FynBus - link: https://fynbus.dk/Hvad-koster-det

Når du bestiller turen ved flextrafik, får du oplyst, hvad egenbetalingen er.

Ledsagere/bagage:
• Du kan tage op til to medrejsende med. De skal betale samme takst som du selv skal. Børn til og med 15 år betaler dog halv pris
• Du kan visiteres til at medbringe 1 ledsager gratis, hvis du er afhængig af hjælp under kørslen. Ledsageren skal være en person, der kan hjælpe dig, og må derfor ikke selv have brug for hjælp.
• Ekstra bagage (mere end 1 kuffert og 1 stk. håndbagage): Samme takst som brugeren.

Kæledyr:
• Du kan gratis medbringe mindre dyr. Dyret skal være i en taske eller transportkasse under hele turen. Større dyr kan ikke medtages.
• Du kan gratis medtage en godkendt fører- eller servicehund.

Landsdækkende ture:
• I det øvrige Danmark skal flextrafik kombineres med tog.
• Ture til/fra toget betales til sædvanlig takst. Togbilletten betaler brugeren selv.

Hvem kan modtage hjælpen?

Vi tilbyder individuel handicapkørsel til dig over 18 år, der er svært bevægelseshæmmet og har fået bevilliget et ganghjælpemiddel eller en kørestol fra Faaborg- Midtfyn Kommune Vi tilbyder også individuel handicapkørsel til blinde/svagtseende borgere medsynsstyrke på 10% eller mindre.

Hvordan kan du få hjælp?

Hvis du har behov for handicapkørsel, kan du, evt. sammen med dine pårørende, ansøge via Faaborg- Midtfyn kommunes hjemmeside via følgende link: Kørselsordning (fmk.dk). Hvis du har spørgsmål eller ikke har mulighed for at ansøge digitalt, kan du samme sted finde kontaktoplysninger.

Du skal visiteres til individuel handicapkørsel. Visitationen sker altid på baggrund af en konkret og individuel vurdering. Når du er visiteret til handicapkørsel, bestiller du selv dine ture via internettet eller telefon hos FynBus.

Hvem hjælper dig?

Det er FynBus, der administrerer og står for driften af handicapkørsel. FynBus koordinerer kørslen med andre kørselsordninger, når det er muligt.

Det er FynBus, der varetager alle kørsler i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Hvad forventer vi af dig?

At du er bosat i Faaborg-Midtfyn Kommune.

At du er indstillet på, at der kan opstå omvejskørsel. Du bliver hentet på din adresse, men du kan opleve, at der er flere kunder i samme vogn. Bilen kan derfor have stop ved andre adresser, inden du kommer til din destination.

At du er indforstået med, at du ved bestilling får oplyst afhentningstid inden for et tidsrum, der ligger mellem -15/+45 minutter fra den ønskede tid. Afhentning sker inden for et tidsrum på mellem -5/+15 minutter fra oplyst tid.

Kvalitetsmål

  • At du bliver afhentet indenfor et tidsrum, der ligger mellem -5/+15 minutter fra den oplyste tid.

Klageadgang

Der er ikke klageadgang til Ankestyrelsen. Klager over sagsbehandlingen kan sendes til Socialområdet. Genvurdering foretages indenfor 4 uger, men herefter er afgørelsen endelig.

Lovgrundlag

Lovgrundlag for individuel handicapkørsel er Lov om trafikselskaber § 5, § 11.

Godkendt

Kvalitetsstandarden er godkendt af kommunalbestyrelsen 13. september 2023.

Yderligere informationer og kontaktoplysninger

Denne kvalitetsstandard og Faaborg-Midtfyn Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunes hjemmeside www.fmk.dk.

Vil du vide mere om at søge kørselsordninger, er du velkommen til at kontakte:

Socialområdet
Rådgivning og visitation
Skolevej 6
5854 Gislev
Tlf.: 7253 6000 (mandag til fredag kl. 9.00—12.00, undtagen onsdag, hvor telefonerne er lukket)
E-mail: Sundhed@fmk.dk (mailadressen må ikke anvendes til at sende personfølsomme oplysninger – sikker post sendes via Borger.dk)