Kvalitets­standard for Støtte til drift og udvikling af frivillige sociale indsatser

Du får information om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig om Støtte til drift og udvikling af frivillige sociale indsatser.

Kvalitetsstandarden har afsæt i gældende lov på området og i det fastsatte serviceniveau af
kommunalbestyrelsen.
Kvalitetsstandarden er godkendt af Kommunalbestyrelsen den 18. februar 2019.

Luk alle
Åben alle

Hvilke aktiviteter indgår i standarden?

Der ydes økonomisk støtte til at understøtte drift og udvikling af frivillige sociale indsatser.

Formålet med puljemidlerne er at understøtte frivillige sociale indsatser, der skaber trivsel og sundere rammer for socialt udsatte grupper i alle aldersgrupper med særligt behov for hjælp og støtte.

Således kan frivillige foreninger, organisationer og netværk søge om støtte til aktiviteter, der har som formål at forebygge eller afhjælpe et socialt eller sundhedsmæssigt problem. 

Hvad er lovgrundlaget for ydelsen?

Servicelovens § 18:

Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Stk. 3. Rammerne for samarbejdet fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.
Stk. 4. Social- og indenrigsministeren fastsætter retningslinjer for kommunalbestyrelsens indsendelse af redegørelser om den lokale udvikling i det frivillige sociale arbejde og retningslinjer for den centrale opfølgning.

Hvem kan modtage ydelsen?

Frivillige sociale organisationer og foreninger, som arbejder med socialt vanskeligt stillede borgere inden for alle aldersgrupper, der har et særligt behov for socialt eller sundhedsmæssig hjælp og støtte.

Standarden omfatter typisk/hyppighed

Drift og udvikling af nye og eksisterende frivilligaktiviteter, herunder:

Hus-/lokaleleje: Der kan søges om midler til at dække udgifter til hus- og lokaleleje. For at nedbringe udgifterne til husleje bør alle foreninger undersøge muligheden for at afholde aktiviteter i gratis kommunale lokaler.

Kørsel: Der kan ansøges om midler til kørselsgodtgørelse ifm. transport af borgere, der ikke selv kan transportere sig hen til en aktivitet. Der kan også søges om midler til kørselsgodtgørelse til frivillige, der besøger borgere, som ikke kan deltage i aktiviteter uden for deres eget hjem. Der kan ikke søges
midler til bestyrelsesmøder og lignende.

Kompetenceudvikling: Hvis kompetenceudvikling er en forudsætning for frivilligfunktionen, kan der ansøges om midler til dette.

Annoncering: Der kan ansøges om midler til annoncering i f.eks. lokalpressen og på internettet

Anskaffelse af inventar/materiale: Der kan ansøges om midler til dette i begrænset omfang. Ved større anskaffelser anbefales det at ansøge private fonde. Hjælp til dette kan fås ved Frivilligcentret eller frivilligkonsulenten.

Arrangementer: Der kan ansøges om midler til arrangementer, men der forventes en vis grad af egenbetaling.

Frivilligpleje: Der kan ikke ansøges om midler til frivilligpleje.

Midlerne tilstræbes fordelt efter følgende fordelingsnøgle:
18 % til Frivilligcenter og Selvhjælp Faaborg-Midtfyn
23 % til børneområdet
23 % til voksenområdet
23 % til ældreområdet
10 % til Samskabelsespuljen
3 % til årligt arrangement for frivillige

Andre særlige forhold/ afledte forhold

Den sociale pulje
Der kan to gange årligt søges om støtte ved den primære §18-pulje, Den Sociale Pulje, hhv. d. 1. oktober, hvor ¾ af midlerne fordeles og d. 1. april, hvor ¼ af puljen fordeles.

Faaborg-Midtfyn Kommune har årligt afsat ca. 1.900.000 kr. til puljen, som kan give tilskud i op til ét år ad gangen og genansøges årligt.

Ansøgningen sendes elektronisk via kommunens hjemmeside.

Ansøgningerne vil efter ansøgningsfristens udløb blive behandlet administrativt, og herefter indstilles fordelingen til godkendelse i det politiske niveau.

Umiddelbart herefter vil alle ansøgere få svar på deres ansøgning.

Samskabelsespuljen
Formålet med samskabelsespulje er at støtte udvikling og etablering af nye frivillige sociale indsatser i samarbejder på tværs af foreninger, kommune og evt. øvrige aktører med henblik på at skabe trivsel og sundere rammer for socialt udsatte grupper med særligt behov for hjælp og støtte.

De nye samskabelsesprojekter udvikles i tæt dialog mellem de ansøgende aktører og kommunens frivilligkonsulent.

Der er løbende ansøgningsfrist til Samskabelsespuljen under §18 med Frivilligkonsulent samt leder som administrativ myndighed ift. fordeling. Denne pulje kan give tilskud i op til tre år ad gangen.

Ansøgningerne vil efter ansøgningsfristens udløb blive behandlet administrativt, og herefter orienteres det politiske niveau.

Evt. resterende puljemidler overføres til det efterfølgende år.
Frivilligkonsulenten står til rådighed ift. vejledning omkring ansøgning.

Dokumentation

Journalsystem

Klagevejledning

Hvis borgeren er uenig i afgørelsen, er der mulighed for at klage inden 4 uger efter afgørelsen er modtaget jf. retssikkerhedsloven §§ 60 og 67.

Når kommunen har modtaget klagen vurderes, om der er grundlag for at give borgeren helt eller delvist medhold. Får borgeren ikke medhold sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og genvurderingen videre til Ankestyrelsen jf. retssikkerhedsloven § 66.