Kvalitets­standard for Madservice for hjemmeboende.

Her får du informationer om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig om madservice, eller når du får døgnkost på plejehjem, botilbud eller er på rehabiliteringscenter.

Her får du informationer om, hvilken hjælp du kan forvente, når du henvender dig til kommunen om madservice. Denne kvalitetsstandard tager udgangspunkt i gældende lov på området og det kommunale serviceniveau fastsat af kommunalbestyrelsen

Kvalitetsstandarden er godkendt af Sundheds- og Ældreudvalget marts 2024.

Luk alle
Åben alle

Hvad er formålet med hjælpen?

Formålet med hjælpen er at bidrage til at sikre dig en optimal ernæringstilstand, som er grundlaget for god livskvalitet, bevarelse af dit funktionsniveau samt forebyggelse af sygdom.

Hvad omfatter hjælpen?

Madservice består af færdiglavede måltider, som omfatter morgenmad, det varme måltid, det kolde måltid og mellemmåltider.

Du får leveret maden tre gange om ugen.

Der er mulighed for at vælge mellem forskellige menuer og diverse retter til hver levering. Ved bestilling får du et skema til en uge, hvor du kan krydse af, hvad du ønsker leveret. Madudbringeren taster din bestilling til fremtidige uger samtidig med levering. Du kan bestille mad til alle måltider.

Valgmuligheder:
13 hovedretter pr. uge.
13 forretter/desserter pr. uge.
Kostformer og portionsstørrelser i henhold til de officielle anbefalinger og kostråd for ældre fra Sundhedsstyrelsen.
Smørrebrød: seks varianter til hver levering.
To slags brød.
Ostemad på franskbrød.

Øvrige tilbud:
Proteindrik: to varianter til hver levering.
Kage en gang ugentligt.
Øllebrød med mælk.
Klar suppe med boller og urter.
Grøntsagssuppe uden fyld (energitæt) – en variant pr. levering.
Salat/råkost.

Afvigelser/tilpasninger:
• Mad uden svinekødsprodukter.
• Vegetarer i følgende varianter: Veganer, Ovo-lakto-vegetar (plantebaseret med mælk og æg), Ovo-lakto-vegetar + fjerkræ og fisk.
• Hele stykker kød udskåret.
• Alt mad udskåret.
Med udgangspunkt i dine aktuelle helbredsmæssige behov vil du blive tilbudt mad i den kostform, der er relevant for dig.

Opstart i Madservice

En medarbejder laver i samarbejde med dig en ernæringsvurdering for at afklare, hvilken kostform der er optimal for dig i forhold til både ernæringsindhold og konsistens.

Alle måltider er næringsberegnede. Det betyder, at kosten kan tilpasses dit energibehov.

Opstår dit behov for madservice pludseligt, kan du modtage hjælpen fra dag til dag i hverdagene.

Måltiderne leveres som kølemad med en holdbarhed på fem døgn, efter at maden er blevet tilberedt. Chaufføren hjælper med at anbringe maden i dit køleskab, hvis du har behov for det.

Der leveres mad tre gange ugentligt i tidsrummet 8.00 til 16.00. Din placering på ruten bestemmer leveringstidspunktet og er et fast tidspunkt indenfor plus/minus 15 minutter.

Der vil fremgå oplysninger om eventuelle allergener af pakning, indlægsseddel eller lignende.
Madservicetilbuddet er brugerbetalt. Taksten reguleres og fastsættes årligt af kommunalbestyrelsen.

 

Hvem kan modtage hjælpen?

Hjælpen er til dig, som i en kortere eller længere periode ikke selv er i stand til at tilberede mad eller sikre, at du får tilstrækkeligt at spise og drikke.
Som udgangspunkt kan du ikke visiteres til madservice, hvis en anden i din husstand kan lave mad i tilstrækkelig grad.

Hvordan kan du få hjælpen?

Hvis du får behov for madservice , kan du eller dine pårørende kontakte Rådgivning og Visitation i Myndighed, Sundhed og Ældre.

Hvem hjælper dig?

Madservice for hjemmeboende er omfattet af frit valg. Det betyder, at du selv kan vælge, om hjælpen skal udføres af den kommunale eller private leverandør.

Du kan læse mere om madservice på hjemmesiden: Madservice med levering (fmk.dk)
Den kommunale madservice kontaktes her:
Faaborg-Midtfyn Kommunes Madservice, Tømmergården 6, 5600 Faaborg, telefon 72535460.

På kommunens hjemmeside Kontakt til private leverandører (fmk.dk) kan  du se de aktuelle godkendte private leverandører af madservice.

Hvad forventer vi af dig, som er hjemmeboende?

  • At du er hjemme og modtager maden, hvis ikke andet er aftalt
  • At du afmelder eller oplyser om ændringer senest kl. 12.00 dagen før levering
  • At du har en mikrobølgeovn og et køleskab
  • Hvis du gentagne gange afbestiller ydelsen, får Rådgivning og Visitation besked, så du kan få genvurderet dit behov for madservice

Klageadgang

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, kan du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. Du kan kontakte din sagsbehandler i Myndighed, Sundhed og Ældre, hvis du ønsker at klage. Du kan også kontakte kommunens borgerrådgiver, som kan hjælpe dig med at forstå afgørelsen eller give dig vejledning i sagen. Se kontaktoplysninger på hjemmesiden.

Lovgrundlag

Servicelovens § 83 stk. 1, nr. 3.

Information

Denne kvalitetsstandard og Faaborg-Midtfyn Kommunes øvrige kvalitetsstandarder kan ses på kommunes hjemmeside www.fmk.dk.
Vil du vide mere om at søge hjælp, pleje og støtte, er du velkommen til at kontakte  
Myndighed, Sundhed og Ældre
Rådgivning og visitation
Skolevej 6
5854 Gislev
Telefon 72536000 (mandag til fredag kl. 9.00—12.00, undtagen onsdag, hvor telefonerne er lukket)  
E-mail: sundhed@fmk.dk (mailadressen må ikke anvendes til at sende personfølsomme oplysninger – sikker post sendes via Borger.dk)