Hvad sker der, hvis du ikke betaler

Hvis du undlader at betale, kan det betyde yderligere omkostninger for dig.

Oversendelse til Gældsstyrelsen

Hvis du ikke betaler din gæld eller kontakter kommunen for en afdragsordning, vil du blive rykket, hvorefter kommunen kan sende restancen videre til inddrivelse ved Gældsstyrelsen. Det betyder yderligere omkostninger for dig. Du kan også risikere at Gældsstyrelsen foretager lønindeholdelse eller foretager udlæg.

Specielle regler for skyldig ejendomsskat

Inddrivelse af ejendomsskat og øvrige fortrinsberettigede krav er pr. 1/2-17 overtaget af kommunerne, det er altså ikke længere Gældsstyrelsen, der inddriver disse beløb.

Hvis du undlader at betale din ejendomsskat eller øvrige fortrinsberettigede krav kan det ende med en tvangsauktion. Det er derfor vigtigt at få betalt ejendomsskat til tiden, da det kan have store konsekvenser, hvis der ikke betales.

Hvis du ikke betaler efter fremsendelse af rykkerskrivelse, vil der blive sendt en underretning til dig. Med denne underretning påløber yderligere en retsafgift på kr. 300 kr., tillagt 0,5 % af det beløb, der overstiger 3.000 kr. 

Gebyr og renter

Manglende betaling er forbundet med en del omkostninger. Når der rykkes, opkræves der et rykkergebyr og der påløber renter på mange regninger.

Kommunale krav som er tillagt udpantningsret følger den kommunale rente- og gebyrlov.
Gebyret er 250 kr. pr. rykkerbrev.

Kommunale krav som ikke er tillagt udpantningsret følger renteloven.
Gebyret er 100 kr. pr. rykkerbrev.

Der beregnes renter ved for sen betaling i henhold til gældende regler. Selvom der indgås en afdragsordning, vil der fortsat blive beregnet renter.

Modregning i overskydende skat mv.

SKAT har mulighed for at modregne, hvis du eksempelvis har overskydende skat mv. til gode. Det betyder, at du ikke vil få din overskydende skat udbetalt, i stedet vil pengene gå til dækning af det du skylder.

Der kan modregnes i overskydende skat, selvom du har en afdragsordning. Det modregnede beløb vil i så fald indgå som ekstraordinært afdrag.

Modregning i Børn- og ungeydelsen

Hvis du ikke har betalt daginstitution, dagpleje, SFO, regulering af friplads og lignende, vil der blive modregnet i Børn- og ungeydelsen med 100 %.
Der modregnes også selvom du har en afdragsordning. Det modregnede beløb vil i så fald indgå som ekstraordinært afdrag.

Hvis du ikke betaler din daginstitution eller SFO til tiden og modtager kontanthjælp, kan du blive modregnet til den løbende daginstitution i kontanthjælp.

Kontakt os

Økonomi og Løn
Opkrævning
Tinghøj Allé 2
5750 Ringe

Telefon 72 53 15 65

For at kontakte Opkrævning skriftligt, kan du anvende nedenstående link (kræver NemID)

Borger

Virksomhed