Naturbeskyttelsesloven

Naturbeskyttelsesloven indeholder beskyttelseslinjer ved strand, sø, å, fortidsminde og kirker samt bestemmelser for naturområder.

Strande skal holdes fri for nyt byggeri. Det er ulovligt at bygge noget som helst tættere end 300 meter på kysten.

Generelt

Naturbeskyttelsesloven fastsætter, hvor store arealer, der skal friholdes for bebyggelse, beplantning og lignende rundt omkring værdifuld natur- og kulturarv. Loven omfatter følgende beskyttet natur- og kulturarv

  1. Kyster og strande (Strandbeskyttelseslinjen)
  2. Vandløb (Å-beskyttelseslinjen)
  3. Søer (Sø-beskyttelseslinjen)
  4. Skove (Skovbyggelinjen)
  5. Fortidsminder (Fortidsminde-beskyttelseslinjen)
  6. Kirker (Kirkebyggelinjen)

1. Strandbeskyttelseslinjen (§15 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med strandbeskyttelseslinjen er at sikre kysten mod indgreb, som ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. På den måde tages der både hensyn til landskabet, biologien og de rekreative muligheder.

Strandbeskyttelseslinjen: 300 m ind i landet fra den landvegetation, der var langs kysten på det tidspunkt, da strandbeskyttelseslinjen blev fastlagt.

Inden for strandbeskyttelseslinen må du bl.a. ikke:

  • Opstille bygninger, skure, campingvogne, mv.
  • Plante
  • Ændre i terrænet
  • Indhegne

Vejledning om strandbeskyttelseslinje

2. Å-beskyttelseslinjen (§16 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med å-beskyttelseslinjen er at sikre vandløb som værdifulde elementer i landskabet og vigtige levesteder for planter og dyr.

Å-beskyttelseslinjen: 150 m fra vandløbets øverste kant og ind i landskabet. Den gælder for de vandløb, som amterne i sin tid registrerede med en beskyttelseslinje.

Inden for å-beskyttelseslinjen må du bl.a. ikke:

  • Opstille bygninger, skure, campingvogne, mv.
  • Plante
  • Ændre i terrænet

Du kan søge om en dispensation fra å-beskyttelseslinjen. Ansøgning skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune.

3. Sø-beskyttelseslinjen (§16 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med sø-beskyttelseslinjen er at sikre søer som værdifulde elementer i landskabet og vigtige levesteder for planter og dyr.

Sø-beskyttelseslinjen: 150 m fra søbredden og ind i landet omkring alle søer med en vandflade på mindst 3 hektar.

Inden for sø-beskyttelseslinjen må du bl.a. ikke:

  • Opstille bygninger, skure, campingvogne, mv.
  • Plante
  • Ændre i terrænet

Du kan søge om en dispensation fra sø-beskyttelseslinjen. Ansøgning skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune.

4. Skovbyggelinjen (§17 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med skovbyggelinjen er at sikre skovenes værdi som elementer i landskabet og værdifulde levesteder for planter og dyr.  

Skovbyggelinjen: 300 m fra skovbrynet og ind i landet omkring alle offentlige skove og private skove på minimum 20 hektar.

Inden for skovbyggelinjen må du bl.a. ikke:

  • Opstille bygninger, skure, campingvogne mv.

Du kan søge om en dispensation fra skovbyggelinjen. Ansøgning skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune.

5. Fortidsminde-beskyttelseslinjen (§18 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med fortidsminde-beskyttelseslinjen er at sikre fortidsmindernes værdi som elementer i landskabet.

Fortidsminde-beskyttelseslinjen: 100 m fra foden af synlige fortidsminder og ind i landet. Skjulte fortidsminder, sten og træer er undtaget.

Inden for fortidsminde-beskyttelseslinjen må du ikke foretage nogen form for ændringer fx:

  • Bygge
  • Grave
  • Indhegne
  • Tilplante
  • Placere campingvogne

Du kan søge om en dispensation fra fortidsminde-beskyttelseslinjen. Ansøgning skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune.

6. Kirkebyggelinjen (§19 i naturbeskyttelsesloven)

Formålet med kirkebyggelinjen er at beskytte kirker, der ligger åbent i landskabet. De skal beskyttes mod, at der opføres bebyggelse på over 8,5 m i højden inden for 300 m fra kirken. I tilfælde, hvor kirken er omgivet af bymæssig bebyggelse i hele beskyttelseszonen, gælder forbuddet ikke.

Kirkebyggelinjen er 300 m om alle kirker og ind i lande.

Bestemmelsen omfatter alt byggeri, men vil især have betydning for placering af siloer, elmaster og vindmøller.

Du kan søge om en dispensation fra kirkebyggelinjen. Ansøgning skal sendes til Faaborg-Midtfyn Kommune.