Virksomheder lægger hus til politiske møder

Arbejdsmarkedsudvalget rykkede i april og maj udvalgsmøder ud på lokale virksomheder.

Normalt foregår politiske udvalgsmøder på rådhuset eller i de kommunale bygninger. Men som et nyt forsøg har politikerne i Arbejdsmarkedsudvalget i april og maj holdt deres månedlige møder ude hos virksomheder.

Senest var det Nassau Doors, der lagde lokaler til det politiske møde, mens det i april var Eldan Recycling. Forsøget med møder ude hos virksomhederne bunder i et ønske om at styrke båndene mellem erhvervslivet og politikerne, fortæller Jos Bisschop (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget.

”Vi har to mål med disse møder: Vi vil fra politisk side gerne tættere på vores lokale erhvervsliv, så vi kan få en bedre og mere detaljeret forståelse for de udfordringer, virksomhederne står over for. Og så vil vi gerne have et tættere samarbejde med virksomhederne i forhold til vores beskæftigelsesindsats. Vi har fra kommunens side stort fokus på at kunne tilbyde vores ledige småjobs eller fleksjobs ude på en arbejdsplads, og det kræver et tæt samarbejde mellem kommune og erhvervsliv,” siger han. Og tilføjer:

”De første to udvalgsmøder i april og maj har været meget givende og positive, så indtil videre er forsøget succesfuldt.”

Virksomhed: Vi får politikernes øre

Udvalgsmøderne hos Nassau Doors og Eldan Recycling har – som de altid er – været lukkede for offentligheden, og virksomhederne kan ikke deltage på selve udvalgsmødet. I stedet bliver der afsat ekstra tid før og efter mødet, så der er tid til dialog.

Hos Eldan Recycling er indkøbs- og lagerchef Claus Bisgaard glad for politikernes besøg:

”Det er et rigtig fint initiativ, og vi havde et rigtig godt besøg fra udvalget. Vores helt store udfordring er at skaffe de lærlinge og fagmedarbejdere, vi har brug for, og udviklingen går desværre den forkerte vej. Blandt andet fordi der bliver uddannet meget få industriteknikere. Så vi fik en god snak om, hvad vi kan gøre for at vende udviklingen,” siger han. 

Arbejdsmarkedsudvalgets møde den 22. august bliver afholdt på en byggeplads i Odense, der er tilknyttet det fællesfynske samarbejde Byg til Vækst. Det skyldes, at Byg til Vækst har været og er en stor aftager af ledig arbejdskraft i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Over sommeren vil Arbejdsmarkedsudvalget evaluere tiltaget og beslutte, om forsøget med udvalgsmøder ude hos virksomheder skal fortsætte.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk eller erhvervskonsulent John Mogensen på johmo@fmk.dk.