800.000 kr. på vej til lokale virksomheder

Faaborg-Midtfyn Kommune har købt medarbejdergaver for 800.000 kr. hos lokale virksomheder.

For at støtte det lokale erhvervsliv – og samtidig sige tak til kommunens medarbejdere for deres indsats under corona-krisen – besluttede kommunalbestyrelsen i april, at alle medarbejdere skulle have en fremrykket julegave. En gave, der naturligvis skulle købes hos lokale virksomheder.

Derfor lavede vi i samarbejde med www.shophosos.dk en gaveportal, hvor virksomheder kunne byde ind med gaver, som Faaborg-Midtfyn Kommunes medarbejdere så kunne vælge ud fra.

800.000 kr. direkte til virksomhederne

Deadline for at vælge en gave var 15. maj, og nu kan vi gøre regnskabet op: Over 3200 medarbejdere har valgt en gave til en værdi af 250 kr. inkl. moms. Det vil sige, at der nu lander ekstra 800.000 kr. ude hos de lokale virksomheder, som meldte sig til gaveshoppen.

Borgmester Hans Stavnsager (S) siger:

”I kommunalbestyrelsen vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at bakke op om og hjælpe vores lokale erhvervsliv under corona-krisen. Jeg håber, at de 800.000 kr. gør en forskel for virksomhederne, og jeg er sikker på, at mange af vores over 3000 medarbejdere ikke bare har fået en gave, men at de også har fået øjnene op for alt det, vores lokale butikker og producenter kan tilbyde.”

Var du en del af gaveshoppen? Du vil blive kontaktet en af de kommende dage om levering af gaverne.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk.