Ledighed og Corona – hvad blev udviklingen i Faaborg-Midtfyn Kommune?

Da Danmark lukkede ned den 12. marts, var bekymringen stor – hvad ville det betyde for virksomhederne, og hvad ville det betyde for ledigheden?

Danmark blev for alvor ramt af coronabølgen i marts 2020. Det blev hurtigt klart, at det ville komme til at koste arbejdspladser i Danmark. Bekymringen blev til virkelighed i Faaborg-Midtfyn Kommune, da ledighedstallene steg eksplosivt i løbet af kort tid.

Nu står vi i oktober og kan se, at den gennemsnitlige ledighed på Fyn er steget med 7,7% i perioden, mens stigningen i Faaborg-Midtfyn Kommune lige nu er på 2,1%.

Det svarer til, at der i perioden er registreret 2159 nye ledige her i kommunen, mens der samtidig er 2135 personer, som er kommet ud af ledigheden. 

Vi er derfor meget tæt på at have fjernet hele merledigheden, der fulgte landets nedlukning i marts til trods for den hårde start. Et godt eksempel på at mange virksomheder er kommet godt igennem krisen er, at der i perioden er blevet ansat 43 voksenlærlinge hos forskellige virksomheder i kommunen.

Lone Wenzell, der er ny direktør for Arbejdsmarked og By, Land og Kultur i Faaborg-Midtfyn Kommune, er særdeles godt tilfreds med, at vi har klaret os så godt trods omstændighederne.

"Det er meget positivt at se, at den merledighed, som corona-situationen har skabt, snart er fjernet. Det har været en hård tid for mange virksomheder, og det er det stadig, men virksomhederne her i kommunen har vist sig stærke og robuste, når tiderne kræver det. Der skal lyde en stor tak til alle de virksomheder, der har benyttet sig af denne gode mulighed for at opkvalificere en ledig ind i et job", fortæller hun.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk.