Nye tal: Turisterne fortsætter med at strømme til Faaborg

2021 var endnu en stor succes for turismen i Faaborg-Midtfyn. Over 390.000 overnatninger blev det til sidste år - en stigning på 25 procent i forhold til 2019. Borgmester ser det som bevis på, at Faaborg-Midtfyn har det, som turisterne efterspørger.

Købstad. Det Sydfynske Øhav. Seværdigheder som Egeskov Slot og De Japanske Haver. Svanninge Bakker og Bjerge. Faaborg-Midtfyn har meget at byde på, og derfor strømmer flere og flere besøgende til kommunen.

Det viser helt nye tal for overnatninger på Fyn i 2021. 390.100 overnatninger var der i Faaborg-Midtfyn – en stigning på 14 procent sammenlignet med 2020. Sammenlignet med det sidste år før corona, 2019, er antallet af overnattende i Faaborg-Midtfyn steget med lige under 25 procent. Det er den største stigning blandt de fynske kommuner.

Det er særligt camping, som turisterne efterspørger. 130.000 af de besøgende overnattede på en campingplads. Feriehusene var også i høj kurs med 106.000 overnatninger i 2021.

Du kan dykke ned i alle tallene fra Danmarks Statistik her.

Stigning hele året – tyskerne er tilbage

De klart mest populære måneder er juli, hvor der sidste år var tæt på 126.000 overnatninger, og august, hvor der var over 73.000 overnatninger.

Men også i de såkaldte ydermåneder er der sket en stor stigning. I marts og april var der i 2021 henholdsvis 10.000 og 20.000 overnatninger – det er mere end dobbelt så mange som i de samme måneder i 2020. Sammenlignet med året inden var der i alle måneder af 2021 – med undtagelse af januar - en fremgang i antallet af overnatninger.

Udover danske turister er det særligt tyskerne, som besøgte Faaborg-Midtfyn. Antallet af tyske overnatninger var i 2021 på niveau med årene før corona.

Borgmester: Fremragende udvikling

Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester, Hans Stavnsager (S), er begejstret for turismeudviklingen i disse år.

”Hvis man bor i eller bare besøgte Faaborg sidste sommer, så vidste man godt, at der var mange besøgende. Men det er jo skønt nu sort på hvidt at kunne konstatere, at turisterne bliver ved med at komme til vores fantastiske lille hjørne af Danmark. Det viser med al tydelighed, at både danskerne og vores nabofolk efterspørger lige netop dét, vi kan tilbyde - hav, natur og masser af outdoor-muligheder krydret med kultur og nogle store seværdigheder,” siger Hans Stavnsager.

Han er særligt glad for udviklingen i månederne uden for højsæsonen.

”Det er noget, vi i vores turismeindsats og sammen med aktørerne har arbejdet målrettet på, så det er fantastisk, at det arbejde ser ud til at bære frugt. Det samme gælder outdoor-området. Det ser vi store perspektiver i de kommende år, og vi holder naturligvis skruen i vandet, så Faaborg-Midtfyn bliver ved med at være en eftertragtet destination hele året rundt,” siger borgmesteren.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til erhvervskonsulent Mette Abrahamsen på meabr@fmk.dk.