Nyt Erhvervshus Fyn: Hvad betyder det for din virksomhed?

Ni fynske kommuner er gået sammen i ny fælles erhvervsindsats.

I slutningen af november kunne borgmestrene fra alle de fynske kommuner – minus Middelfart – præsentere en fælles plan for erhvervsfremme og turismeindsats.

Planen betyder, at over 20.000 fynske virksomheder fra 1. januar 2019 får en ny indgang, når de søger vejledning og hjælp til for eksempel udvikling, automatisering, digitalisering eller eksport.

Det nye Erhvervshus Fyn skal afløse Væksthus Syddanmark, som bliver lukket til årsskiftet som følge af et politisk forlig på Christiansborg mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det nye erhvervshus betyder også, at Udvikling Fyn (som var et samarbejde mellem fem fynske kommuner) lukker.

Erhvervshus en fordel for Faaborg-Midtfyn

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, bliver en del af bestyrelsen i det nye erhvervshus. Og han forventer, at det nye samarbejde bliver en stor fordel for virksomhederne i Faaborg-Midtfyn.

”Med Erhvervshus Fyn får vi et styrket samarbejde på tværs af kommunegrænserne, og vi får et erhvervshus med betydeligt flere midler. Det vil alt andet lige betyde bedre rådgivning til vores lokale erhvervsliv, og det vil forhåbentlig kunne åbne flere døre for virksomhederne,” siger han.

Kommunalbestyrelsen skal formelt vedtage Faaborg-Midtfyns deltagelse i Erhvervshus Fyn på dens møde i januar.

Overgangsperiode forude

Erhvervshus Fyn blev officielt etableret 1. januar 2019, og samme dato lukkede Væksthus Syddanmark.

Indtil Erhvervshus Fyn er oppe i fulde omdrejninger, kan du altid kontakte vores erhvervskonsulenter, hvis du søger rådgivning eller har spørgsmål.

John Mogensen, tlf. 72 53 88 15, johmo@fmk.dk

Keld Friis Christiansen, tlf. 72 53 11 74, kefrc@fmk.dk

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk eller erhvervskonsulent John Mogensen på johmo@fmk.dk.