Vil du med i Erhvervsrygsækken?

Vi leder efter lokale virksomheder til nyt samarbejde mellem erhvervsliv og folkeskoler.

I januar klæder vi vores elever på med det nye tiltag i Faaborg-Midtfyn: ’Erhvervsrygsækken’.

Konceptet er, at vi mindst én gang hvert skoleår flytter elevernes matematikundervisning ud på de lokale virksomheder. Meget inspireret af Den Kulturelle Rygsæk, som har kørt i en årrække og netop har vundet Den Fynske Kulturpris.

”Det overordnede formål er at skabe et godt og bæredygtigt samarbejde mellem vores folkeskoler og vores erhvervsliv, ” siger skolekonsulent og projektleder Pernille Peiter. Og tilføjer, at der er konkrete fordele for både skoleelever og virksomheder.

Skal åbne elevernes øjne

For skoleeleverne handler det om at åbne deres øjne for jobs og uddannelser, de måske ikke kender i forvejen.

”Vores elever skal se hvordan dét, de lærer i matematik, bruges i virkeligheden. Og så vil vi vise dem, hvor mange spændende jobs, der findes derude. På virksomhederne vil de møde medarbejdere med vidt forskellige uddannelser, og det vil forhåbentlig inspirerede til at se spændende jobmuligheder,” siger Pernille Peiter.

Og der er også et stort incitament for virksomhederne til at invitere skoleeleverne indenfor, mener Pernille Peiter.

”Det varer ikke mange år, før eleverne i de større klasser skal til at vælge deres retning på arbejdsmarkedet. Og med Erhvervsrygsækken har virksomhederne en mulighed for at vække elevernes interesse for netop deres firma. Så vi håber, at der er en masse både små og store virksomheder i vores kommune, der har lyst til at være en del af samarbejdet,” siger hun.

Vil du være en del af Erhvervsrygsækken?

I første omgang bliver konceptet afprøvet af syv lokale virksomheder, der i januar får besøg af 6. klasser fra udvalgte skoler i kommunen. Derefter er planen, at Erhvervsrygsækken skal udbredes fra 4. – 9. klassetrin henover de kommende tre år.

Vi søger allerede nu virksomheder, der vil deltage i Erhvervsrygsækken til skoleåret 2019/2020. Hvis du er interesseret, så kontakt Pernille Peiter på pepei@fmk.dk eller 7253 3153.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk eller erhvervskonsulent John Mogensen på johmo@fmk.dk.