Skal kommunens medarbejdere købe julegave fra DIN butik eller virksomhed?

I sidste nummer af FMK Erhvervsnyt skrev vi, at I nu har mulighed for at byde ind med tidlig julegave til kommunens medarbejdere.

I Faaborg-Midtfyn Kommune vil vi gerne sige tak til alle vores medarbejdere for deres særlige indsats under coronakrisen. Derfor fremrykker vi deres julegaver, og de skal naturligvis købes lokalt.

Nu er gaveportalen oppe og køre, og hvis I har en vare eller en ydelse, I gerne vil byde ind med, skal I benytte dette link:
https://www.shophosos.dk/tilmeld-julegave/

Muligheden for at byde gaver ind lukker igen torsdag den 30. april. kl. 12 – så gør det hellere med det samme!

Når I byder en vare ind, skal I holde jer inden for disse rammer

  • Det skal være en konkret vare eller tjenesteydelse. Dvs. et generelt gavekort til jeres forretning eller restaurant går ikke. Derimod er en konkret ydelse som eksempel ”Fire kopper valgfri kaffe med kage”. 

  • Faaborg-Midtfyn kommune betaler 250 kr. for gaven eller tjenesteydelsen, og den skal derfor have en minimum normal udsalgspris på 250 kr. inkl. moms. Hvis I vil lave et godt tilbud, er I selvfølgelig velkommen til det. Vi har tidligere skrevet at varen skulle have en værdi af 200 kr., men da vi nu er blevet opmærksomme på, at kommunen løfter momsen af, er den samlede værdi altså 250 inkl. moms (200 kr. eks moms). Man kan godt kombinere flere varer i en gave.

  • I kan godt byde ind med en vare eller tjenesteydelse, som I ikke kan levere ubegrænsede mængder af. I så fald bliver der tale om ’først-til-mølle” for vores medarbejdere. Og I skal huske at skrive det i tilmeldingsformularen.
     
  • I må kun byde ind med én type vare/tjenesteydelse – dvs. en tøjbutik f.eks. ikke kan byde med både bukser og en trøje.
     
  • Jeres gave eller tjenesteydelse må ikke have stødende eller krænkende karakter.

OBS: Vi kan desværre ikke garantere jer et minimumsalg af varer, da det afhænger af, om medarbejderne vælger lige netop jeres tidlige julegave. Men vi håber, at I vil være med og benytte denne lejlighed til at synliggøre jeres forretning over for kommunens 3500 medarbejdere.

Hvad sker der efter I har budt jeres gaver ind?

  • Når alle gaver er oprettet i gaveshoppen, får kommunens 3500 medarbejdere mulighed for i perioden mellem den 4. og den 15. maj at vælge en gave. Når der bliver bestilt en af jeres gaver, modtager I en direkte besked med medarbejderens navn, adresse på medarbejderens arbejdssted og arbejdsstedets EAN-nummer, som I skal sende faktura til.
  • Umiddelbart efter den 15. maj tjekker vi den samlede liste igennem for at se, at der ikke er sket nogle fejl og i løbet af uge 21, skal I så levere jeres pakker til et opsamlingssted i Ringe eller Faaborg (nærmere info om dette følger). Herfra distribueres gaverne til kommunens medarbejdere.

Vil du modtage FMK Erhvervsnyt?

Så skriv til redaktør Christoffer Voss på chvos@fmk.dk.