Husdyrbrug

Hvis du ønsker at etablere, udvide eller ændre et husdyrbrug (over 100 m2 stald), skal du søge om godkendelse eller tilladelse.

Ved husdyrbrug forstås husdyranlæg med mere end 100 m2 produktionsareal på samme ejendom. Ved produktionsareal forstås det areal i fast placerede husdyranlæg, hvorpå dyrene kan opholde sig og har mulighed for at afsætte gødning, og som dyrene ikke kun har kortvarig adgang til.

Etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug kræver normalt tilladelse eller godkendelse efter §§ 16 a eller 16 b i husdyrbrugloven. Der er dog flere undtagelser.

Hvis der er tale om heste, ammekvæg, geder og får, kan man have et større produktionsareal, inden der kræves tilladelse:

  • ·         175 m2, hvis der alene er tale om heste, ammekvæg, geder og får,
  • ·         200 m2, hvis der alene er tale om heste, og
  • ·         300 m2, hvis der alene er tale om opstaldning af heste, ammekvæg, geder og får på dybstrøelse i perioden 1. oktober til 15. maj (vinteropstaldning).

Nogle ændringer på husdyrbrug kræver under visse betingelser ikke tilladelse eller godkendelse, men kan ske alene efter en anmeldelse til os. Det gælder eksempelvis opførelse af forskellige driftsbygninger (halmlade, maskinhal, malkerum, kornlager m.v.), ensilageopbevaringsanlæg og stalde til vinteropstaldning af dyrehold til naturafgræsning. Se anmeldeordninger for husdyrbrug.

Ansøgning

Ansøgning om tilladelse eller godkendelse skal indsendes gennem www.husdyrgodkendelse.dk. Relevante bilag skal indsendes sammen med ansøgningen.

Brugerbetaling

Der opkræves brugerbetaling for kommunens arbejde i forbindelse med godkendelser efter § 16 a samt for tilladelser efter § 16 b, hvor der er sat vilkår om anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi, fordi ammoniakemissionen er over 750 kg kvælstof/år.