Brugerbetaling

Der skal betales for den tid, kommunen bruger i forbindelse med miljøtilsyn og miljøgodkendelser. Timesatsen fastsættes af Miljøstyrelsen.

Brugerbetaling for miljøtilsyn og miljøgodkendelse

Faaborg-Midtfyn Kommune fører regelmæssigt tilsyn med ca. 400 virksomheder og 400 landbrug i Faaborg-Midtfyn Kommune. Disse virksomheder skal betale for miljøtilsyn og miljøgodkendelsesarbejde.

Hvad er timeprisen?

Brugerbetalingen opgøres på timebasis efter forbrugt tid. Timesatserne er fastlagt af Miljøministeren.

Før 2004 var brugerbetalingen en fast afgift pr. år, men siden er det ændret til betaling efter forbrug af tid pr. år.  

Bruger kommunen rådgivere eller anden ekstern bistand skal virksomheden betale 57,79 % af udgiften ekskl. moms. 

For visse miljøgodkendelser af husdyrbrug opkræves kun 80% af det samlede beløb for egne og eksterne ydelser. 

Timesatsen kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside.

 

Hvornår sendes regningen

Opkrævning sker hvert år november måned. Regningen dækker forbrugt tid i perioden fra 1. november det forrige år til 1. november i indeværende år. 

Regninger for miljøgodkendelsesarbejde udsendes også i november medmindre andet aftales med Faaborg-Midtfyn Kommune.

Hvilke virksomheder er omfattet?

Brugerbetaling for miljøtilsyn og miljøgodkendelser gælder for eksempel følgende:

  • Alle virksomheder og landbrug, der skal have en miljøgodkendelse
  • Autoværksteder og vognmænd 
  • Maskinværksteder, møbelfabrikker m.v.
  • Erhvervsmæssige dyrehold 
  • Pelsdyrfarme

Hvilke aktiviteter er omfattet af brugerbetaling?

Du skal fx betale for, at Faaborg-Midtfyn Kommune: 

• forbereder tilsyn 
• udfører tilsyn på virksomheden 
• udtager prøver (inkl. analyser) 
• udarbejder tilsynsrapporter 
• følger op på henstillinger, indskærpelser og påbud 
• vejleder om miljøregler for konkrete projekter 
• giver udtalelse til grønne regnskaber 
• behandler miljøgodkendelsesansøgninger 
• reviderer ældre miljøgodkendelsers vilkår

 

Hvorfor skal virksomhederne betale?

Miljøministeren har bestemt, at en række virksomheder og landbrug skal betale efter medgået tid for kommunernes tilsyns- og miljøgodkendelsesarbejde. Det betyder, at de virksomheder og landbrug, som bruger meget af kommunens tid, skal betale mest. 

Hvis du har spørgsmål til brugerbetaling er du velkommen til at kontakte miljøafdelingen på telefon 72 53 21 40  eller på e-mail teknik@fmk.dk.

Mere information

På Retsinformations hjemmeside kan du se Bekendtgørelsen om brugerbetaling.