Spildevand fra virksomheder

Virksomheder, som afleder spildevand til kloaksystemet, skal have en tilslutningstilladelse fra Faaborg-Midtfyn Kommune

Tilladelse til afledning af spildevand til kloak

Afledning af spildevand til det offentlige kloaksystem kræver en tilslutningstilladelse, hvis der er tale om disse typer spildevand:

  • Spildevand med forurenende stoffer fra virksomhedens produktion.
  • Regnvand der indeholder forurenende stoffer fra udendørs produktion eller oplagspladser. 
  • Spildevand fra køkken tilknyttet kantine, restaurant eller andet, hvor der tilberedes mad.

Du skal søge tilladelsen ved Faaborg-Midtfyn Kommune, Miljøafdelingen, Mellemgade 15, 5600 Faaborg tlf. 72532140 eller teknik@fmk.dk. 

Du skal også søge tilladelse, hvis du vil ændre eller forøge den afledning af spildevand, der allerede er tilladelse til.
Tilladelsen skal være meddelt inden du begynder at aflede af spildevandet. Selv om du har en byggetilladelse, er det ikke automatisk en tilladelse til at aflede spildevand. 

Hvad skal din ansøgning om tilslutningstilladelse indeholde?

Ansøgning om tilslutningstilladelse skal indeholde følgende:

  • Tegninger over kloakledninger og evt. renseforanstaltninger (kloakplan)
  • Beskrivelse af spildevandet og processen hvorved det fremkommer – gerne suppleret med flow- og procesdiagram
  • Hvilke stoffer der forventes at være i spildevandet og i hvilke mængder – evt. produktdatablade
  • Beskrivelse og dimensionering af renseforanstaltninger – som f. eks. olieudskiller, fedtudskiller, sandfang eller fældning
  • Årlig afledning af spildevand fordelt på typer (processpildevand, sanitært spildevand osv.)
  • Variationer i spildevandsafledningen over døgn, uge, måned eller år. Send din ansøgning inden du etablerer kloaksystemet, så du allerede på dette tidspunkt er opmærksom på tilladelsens krav til indretning og evt. renseforanstaltninger. 

Du er velkommen til at kontakte Faaborg-Midtfyn Kommune, Miljøafdelingen på teknik@fmk.dk, hvis du har brug for yderligere oplysninger. Det er en god idé at komme i kontakt med os tidligt i forløbet, i forhold til projektering eller overvejelser om ændret afledning af spildevand, således at krav omkring renseforanstaltninger osv. kan indarbejdes i dit projekt. Vi giver normalt ikke tilladelse til direkte udledning til vandløb og søer eller nedsivning i jorden af spildevand fra virksomhedens produktion. 

Kontakt Faaborg-Midtfyn Kommune, Miljøafdelingen på teknik@fmk.dk, hvis du har spørgsmål til dette. 

Spildevand fra køkkenfaciliteter

Afledning af spildevand fra køkkenfaciliteter på virksomheder kræver en tilslutningstilladelse. Afledningen skal ske gennem en korrekt dimensioneret fedt-udskiller. 

Tømning af fedtudskiller skal varetages af et firma, som er registreret hertil i det nationale affaldsregister

Olieholdigt spildevand

Afledning af olie- og benzinholdigt spildevand fra værksteder, tankpladser og lignende kræver en tilslutningstilladelse og skal ske gennem en korrekt dimensioneret olie- og benzinudskiller (benævnes som olieudskiller i resten af teksten). 
Olieudskillere skal være tilmeldt den fælleskommunale tømningsordning for farligt affald hos MOTAS.

Kommunens tilsyn

Faaborg-Midtfyn Kommune fører tilsyn med virksomheders afledning af spildevand. Det betyder, at vi skal kontrollere om de vilkår, der er stillet i tilslutningstilladelsen, bliver overholdt. 
Virksomheden har ansvaret for at dokumentere, at vilkårene i tilslutningstilladelsen overholdes. Virksomheden skal betale alle udgifter i forbindelse med kontrollen.
Hvis du har spørgsmål eller du vil vide mere omkring afledning af spildevand fra virksomheder, er du velkommen til at kontakte Miljøafdelingen på teknik@fmk.dk 

Mellemgade 15
5600 Faaborg
72 53 21 40
teknik@fmk.dk