180 beboere på plejehjem er i dag blevet vaccineret

Den første dag med vaccinationer på Faaborg-Midtfyn Kommunes plejehjem har resulteret i, at 180 beboere har fået en COVID-19 vaccine. 123 ansatte er også blevet vaccineret.

Onsdag er COVID-19 vaccineringen kommet til Faaborg-Midtfyn, og ligesom i resten af landet er det de ældre på plejehjemmene, der først får tilbudt vaccinen. Chef for Sundhed og Ældre, Kitt Lysén Pedersen, er meget tilfreds med dagen.

”Alt er gået efter planen, ja faktisk endnu hurtigere end planlagt, og jeg vil gerne sige en stor tak til de medarbejdere, læger, regionansatte og ledere, som har sikret, at den første vaccination er gennemført smidigt og uden problemer. I morgen klokken 15.30 har vi vaccineret på alle vores plejehjem, og selvom vi stadig har besøgsrestriktioner, skal spritte af og holde afstand, så er det med til at skabe ekstra tryghed for både beboere og ansatte,” siger Kitt Lysén Pedersen.”

Ældrerådet: Et skridt på vejen mod en mere normal hverdag

I Ældrerådet i Faaborg-Midtfyn Kommune er formand Henning Spangsberg glad for, at de ældre på plejehjemmene efter snart 10 måneder med coronarestriktioner nu kan se lysere tider forude.

”Det er rigtig glædeligt, at de ældre på plejehjemmene i Faaborg-Midtfyn nu bliver vaccineret, og at også de hjemmeboende ældre snart får den første vaccine. Jeg ved, at der er mange ældre, som ser meget frem til en mere normal hverdag efter mange måneder med afsavn og besøgsrestriktioner. Vi står som samfund stadig i en svær situation, men ligesom alle andre håber vi i Ældrerådet, at vaccinationerne bliver et første skridt på vejen mod en mere normal hverdag inden for en overskuelig fremtid,” siger Henning Spangsberg.

Læs mere om vaccinationer på Sundhedsstyrelsens hjemmeside om COVID-19 vaccination.

Her bliver der vaccineret i dag og i morgen

Der er i dag vaccineret mod COVID-19 på plejehjemmene Prices Have Centret i Faaborg, Lykkevalg i Korinth, Lysbjergparken i Faaborg og Tingager i Ringe. Der er også vaccineret på Rehabiliteringscenter Bakkegården i Ringe.

I morgen torsdag bliver der vaccineret på Nørrevænget i Gislev, Humlehaven i Årslev, Steensvang i Millinge, Åløkkeparken i Broby og på sundhedscentret Åhaven i Ferritslev.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Kitt Lysén Pedersen
Chef for Sundhed og Ældre
72 53 29 13

Christoffer Voss
Presseansvarlig
chvos@fmk.dk / 72 53 11 76