Bliv en del af Faaborg-Midtfyns nye udvalg om FN's verdensmål

Brænder du for bæredygtighed, biodiversitet og klima? Så kan du blive en af tre borgerrepræsentanter i Faaborg-Midtfyn Kommunes nye udvalg med fokus på FN’s verdensmål.

Det nye udvalg er et såkaldt §17, stk. 4-udvalg, og det er særligt nedsat for at komme med anbefalinger til, hvordan Faaborg-Midtfyn Kommune i de kommende år skal arbejde med verdensmålene om klimaindsats, biodiversitet og bæredygtig udvikling.

Konkret skal udvalget det næste år arbejde med syv af FN’s verdensmål (se mere nedenfor).

Med i udvalget er en række politikere samt repræsentanter for blandt andet erhvervslivet og Ungerådet, og vi søger nu tre borgere, der har lyst til at være med i udvalget. 

Søren Hillers (R) er udpeget som udvalgsformand af kommunalbestyrelsen, og han opfordrer alle interesserede til at ansøge om at blive en del af arbejdet:

”Det er vigtigt, at vi får borgernes stemmer med i udvalget, og vi søger derfor tre energiske mennesker, der vil være med til at styrke Faaborg-Midtfyns indsats, når det kommer til klima, biodiversitet og bæredygtighed. Jeg håber, at mange har lyst til at være med, og jeg glæder mig til, at vi bliver fuldtallige i udvalget og kan gå i gang med det vigtige arbejde med at leve op til FN’s verdensmål,” siger han.

Vil du være med? Sådan gør du

Hvis du vil være med til at præge, hvordan kommunen i de kommende år skal arbejde med verdensmålene, skal du sende en motiveret tekst til Natur og Trafik på NaturogTrafik-Post@fmk.dk senest den 26. juni 2020 kl. 12.00.

I teksten må du gerne skrive noget om, hvem du er, hvorfor du gerne vil deltage i udvalget og eventuelt hvad du har særlig interesse for og/eller viden om.

Du vil indgå i arbejdet på lige fod med udvalgets øvrige medlemmer og må gerne i en eller anden grad repræsentere dit lokalsamfund.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Søren Hillers (R) på soeuh@fmk.dk.

Læs mere om udvalget på www.fmk.dk/verdensmaal.

Kontaktinfo

Søren Hillers,
formand for §17, stk. 4-udvalget om FN’s verdensmål,
72 53 38 72

Christoffer Voss
presseansvarlig, 72 53 11 76