Borgerne i Faaborg-Midtfyn er meget tilfredse med livet

Ny undersøgelse viser, at borgernes tilfredshed med livet er høj i Faaborg-Midtfyn Kommune. Ligesom langt de fleste borgere synes, at deres lokalområde er attraktivt og derfor gerne vil anbefale andre at flytte til området.

For tredje år i træk har Faaborg-Midtfyn Kommune undersøgt Det gode liv i kommunen. På tværs af de tre egne – Forstadsbåndet, Ringe-egnen og Faaborg-egnen – ligger tilfredsheden både højt og konstant. Det gælder både tilfredsheden med livet generelt, hvor 78% af de adspurgte svarer, at de er meget tilfredse med livet, og områdets attraktivitet, hvor 79% svarer, at deres lokalområde er attraktivt.

Det er Syddansk Universitet (SDU), der har forestået undersøgelsen, der blev gennemført i maj/juni 2020. Her hæfter professor Bjarne Ibsen sig blandt andet ved, at Coronakrisen ikke ser ud til at have særlig stor indflydelse på den generelle tilfredshed:

”Undersøgelsen viser, at det store flertal af borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune er meget tilfredse med at bo i kommunen og er glade for det lokalområde, de bor i. Det er overraskende, at borgernes tilfredshed med livet ikke ser ud til at være påvirket ret meget af de store forandringer i hverdagslivet, som Coronakrisen har medført,” lyder det fra Bjarne Ibsen. 

Fællesskabet og lokalsamfundet har betydning for tilfredsheden

SDU har i forbindelse med undersøgelsen analyseret, hvad der især har betydning for borgernes tilfredshed med livet. Analysen viser, at borgernes tilfredshed med livet blandt andet hænger sammen med, hvorvidt man føler sig som en del af et fællesskab og ikke oplever ensomhed, og om man bor i et godt lokalsamfund.

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over at få større indblik i, hvad der har betydning for borgernes tilfreds:

”SDU’s analyse bekræfter os i, at vores stærke fællesskaber og lokalsamfund har stor betydning for borgernes tilfredshed med livet og dermed også deres livskvalitet. Derfor skal vi som kommune blive ved med at understøtte de lokale fællesskaber,” siger Hans Stavnsager og fortsætter:

”Det at være en del af fællesskabet og at betyde noget for andre, er afgørende for os som mennesker. Hvad enten det er i børnehaven, skolen, på jobbet eller i foreningslivet. Derfor er det også vores opgave fra de forskellige positioner at blive endnu bedre til at hjælpe endnu flere ind i et fællesskab.”

Ensomheden steget

Selvom tilfredsheden generelt ligger højt, viser undersøgelsen dog, at ensomheden er steget sammenlignet med sidste år. Ca. hver sjette af de adspurgte oplever, at de inden for en uge har været alene, selv om de gerne ville være sammen med andre. I 2019 var det hver ottende. 

Rapporten konkluderer, at stigningen i ensomhed sandsynligvis skyldes Coronakrisen, ligesom krisen givetvis også er forklaringen bag, at andelen, der gør brug af kulturtilbud og fritidstilbud er faldet fra henholdsvis 46% og 51% i 2019 til 17% og 31% i 2020. Størsteparten af kultur- og fritidstilbuddene var som bekendt lukket ned i maj/juni 2020. 

”Tallene understreger, hvor meget det betyder for os, at vi kan være sammen med andre. Og selvom vi er et andet sted i dag med langt færre restriktioner i forhold til Coronakrisen, så er det bestemt tal, vi skal tage alvorligt og have en særlig opmærksomhed på de grupper, der oplever, at de er blevet isoleret fra fællesskabet,” lyder det fra Hans Stavnsager.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Borgmester Hans Stavnsager, 72 53 17 14

Professor Bjarne Ibsen, 65 50 34 91

Pressekontakt Annette Wognsen Frederiksen, 72 53 11 73