Borgmester: Fantastisk med skattecenter og 125 nye arbejdspladser i Ringe

I 2022 kommer et nyt skattecenter til Ringe. Det er rigtig gode nyheder for Faaborg-Midtfyn Kommune, og vi er klar til at byde centret og medarbejderne velkomne, siger borgmesteren.

Regeringen har i dag annonceret, at et nyt skattecenter med 125 stillinger kommer til Ringe fra 2022. Helt præcist til Bygmestervej 23A i de lokaler, der tidligere har huset kommunens jobcenter.

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over udmeldingen:

”Det her er fantastiske nyheder for Ringe, Midtfyn og hele Faaborg-Midtfyn Kommune. Det er ikke hverdagskost, at der kommer en ny arbejdsplads med 125 ansatte til vores kommune, så det vil selvfølgelig have en rigtig positiv effekt på vores lokale arbejdsmarked. Det er vigtigt, at vi har gode, attraktive arbejdspladser i Faaborg-Midtfyn, og nu får vi også en type arbejdsplads, vi ikke har mange af i forvejen. Det er meget positivt, og at vi nu skal huse et skattecenter vil uden tvivl bidrage til den gode udvikling, vi som kommune er i gang med,” siger Hans Stavnsager.

Han hæfter sig især ved, at der ikke er tale om en flytning af nuværende medarbejdere, men om helt nye stillinger.

”Det øger selvfølgelig chancen for, at vores lokale borgere kan få glæde af de nye arbejdspladser. Men uanset om medarbejderne bliver eksisterende borgere, pendlere fra andre kommuner eller tilflyttere, så står vi fra kommunens side klar med åbne arme, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at medarbejderne falder rigtig godt til her i Ringe. Vi ser meget frem til at byde dem velkomne.”

Yderligere oplysninger, kontakt:

Hans Stavnsager
Borgmester
72 53 17 14

Christoffer Voss
Presseansvarlig
72 53 11 76