Efterårssysler og hygge i Tulipbygningen

Efterårsferien står for døren. Som noget nyt betyder det et væld af efterårsaktiviteter for både børn og voksne i Tulipbygningen på den gamle slagterigrund i Faaborg.

Efterårsferien er lig med hygge og efterårssysler. Det bliver der masser af i Tulipbygningen på havnen i Faaborg fra lørdag den 16. oktober til og med torsdag den 21. oktober.

Her kan borgere og gæster i Faaborg bl.a. forny vintergarderoben på et stort genbrugstøjmarked, deltage i kreative workshops og få stemningsfyldte oplevelser i skumringstimen. Alt sammen under overskriften ”Efterårsdage i Tulipbygningen”.

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over, at Tulipbygningen igen kommer til at danne ramme om fællesskab og aktiviteter:

”Rigtig mange lagde vejen forbi Tulipbygningen og den gamle slagterigrund i løbet af sommeren, hvor vi første gang inviterede borgerne inden for i den gamle slagteribygning,” fortæller han og fortsætter:

”Når vi som kommune står bag midlertidige aktiviteter i Tulipbygningen, er det, fordi vi håber, at bygningen i fremtiden vil blive et samlingssted for bl.a. kreativitet og iværksætteri. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men vi vil gerne vise faaborgenserne, de muligheder bygningen rummer. Det er derfor også glædeligt at se, at der er lokale bag en række af aktiviteterne.”

Aktiviteter for store og små

Efterårsdage i Tulipbygningen har noget til alle aldre. Der er kreative workshops med fx dragebyggeri og græskarlygtemageri i formiddagstimerne. Onsdagen står i håndarbejdets tegn med strikkeworkshop og plantefarvning, og torsdagen er dedikeret til brætspil, hvor Tulipbygningen også holder åbent om aftenen.

Skumringstimen fra 17.00-18.00 mandag til torsdag byder på hhv. yoga, klangmeditation, gospel og sange fra den nye højskolesangbog. Tanken med skumringstimen er at invitere til nærvær og fordybelse.

Se hele programmet og åbningstiderne

Find hele programmet.

I hele åbningstiden er der fri leg i Tingcentralens krea-hjørne. Det er også muligt at se eller gense Jim Lyngvilds kirkekunst, når Tulipbygningen er åben i efterårsferien.

Kontakt

Projektleder
Trine Hedegård Jensen
Mobil 72 53 20 81

Kommunikationskonsulent
Annette Wognsen Frederiksen
Mobil 72 53 11 73