Elever vinder pris for årets bedste film med sort-hvid stumfilm

Fredag blev fem elever fra Brobyskolerne afd. Pontoppidan hædret med prisen for årets bedste film for deres sort-hvid stumfilm med et twist.

Det er ikke helt nemt at lave film under en pandemi, hvor alt er lukket ned, men det har eleverne i 11 klasser på folke- og friskolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune ikke ladet sig slå ud af. Tværtimod.

Fredag den 11. juni fik eleverne støvet det fine tøj af, da årets skolefilmfestival kulminerede i en online prisuddeling, som blev vist i klasselokalerne. Her blev vinderne af de forskellige filmpriser afsløret live, og niveauet har været højt i år, fortalte juryen:

”Det har været et sindssygt år med flere op- og nedlukninger i samfundet, og det gør det ret svært at producere film. Men det kan vi faktisk ikke se i de film, I har sendt ind. Det er supersejt og virkeligt godt gået,” sagde juryen bestående af filmproducer og leder af Klar til Film – Station Next, Mikael Woelke, og tonemester Teis Syvsig under livesendingen.

Elever fra Pontoppidanskolen står bag årets bedste film

Fem elever fra 8. klasse på Pontoppidanskolen i Brobyværk løb med hovedprisen, da juryen kårede deres film ”Y=A^X” som årets bedste, og de modtager derfor årets glasstatuette, 2.500 kr. til klassekassen og en billet til Danmarksfinalen for skolefilmfestivaler, som afholdes i Odense den 1. september. 

”Vi er rigtig glade for at have vundet prisen for bedste film! Vi havde ikke rigtigt set det komme. Vi have det bare sjovt med projektet, så vi er lidt overraskede”, fortæller gruppen bag årets film bestående af Elias Roed Gundorf Jacobsen, Marcus Gyldenhøj Berry, Thor Nymark Pedersen, Jakob Thor Kristensen og Anna Helene Wellejus. 

Som sædvanlig vælges et benspænd for elevernes filmproduktion, og i år skulle filmens handling tage afsæt i et ordsprog, og eleverne skulle arbejde med off-screen-lyd. Ordsproget bag filmen ”Y=A^X” er fra H.C. Andersens ”Det er ganske vist” – En lille fjer kan blive til fem høns.

”Filmen handler om, at en lille kommentar bliver til noget større, end den først var tænkt. En kommentar som eskalerede som eksponentiel vækst,” fortæller de glade vindere bag årets bedste film og henleder til filmens titel.

Gode muligheder for at jagte filmdrømmen i Faaborg-Midtfyn

Juryen Mikael Woelke og Teis Syvsig begrundede valget af årets vinder med, at filmen er en helstøbt fortælling med tydelige karakterer, som gennemgår en udvikling undervejs. I filmen er der genkendelige situationer og følelser, og i slutningen af filmen sker der et spændende twist. 

Til spørgsmålet om vi kommer til at se de nyslåede filmprisvinderes navne på rulleteksterne i fremtiden, griner Elias Roed Gundorf Jacobsen: 

”Det er da ærgerligt at stoppe nu, når man har opdaget et talent”. 

Hvis eleverne får lyst til at forfølge filmdrømmen, er der gode muligheder lige uden for døren, fortæller borgmester Hans Stavnsager: 

”Faaborg-Midtfyn danner rammen om flere film, og vi støtter op om filmtalenter på mange måder. Der er blandt andet mulighed for at få endnu mere undervisning i forskellige dele af filmarbejdet på Klar til Film - Station Next i Faaborg. Vores kommune er også en del af fællesskabet Film Fyn, der tidligere har vundet en Oscar til Sydfyn,” siger borgmesteren.

Også tillykke til de øvrige prisvindere

  • Bedste lyd: ”Fejlgreb”, 8.b på Carl Nielsen Skolen
  • Bedste foto og klipning: ”Det er min skyld”, 8.a på Carl Nielsen Skolen
  • Juryens specialpris: "Jeg holder ikke mindre af hende end du”, Ferritslev Friskole.
  • Publikumsprisen: "Afraid of heights”, 8.a på Øhavsskolen, Svanen. 

Vinderne modtager alle et diplom og en kagemand til hele klassen.

Kontakt

Hans Stavnsager
Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune
Telefon: 72 53 17 14

Stine Bleeg Jensen og Pernille Wittenburg
Tovholdere på skolefilmfestivalen i Faaborg-Midtfyn Kommune
Telefon: 72 53 32 79

Michala Bøgetoft
Pressekontakt
Telefon: 72 53 27 69