En magisk skov på torvet i Ringe

Torvet i Ringe skal have et ansigtsløft. Ideen er, at en magisk skov skal skærme for den kulde og blæst, der i dag præger torvet. Nu har borgerne mulighed for at komme med deres bud på, hvad torvet skal kunne, for at de i højere grad vil mødes og opholde sig på torvet.

Torvet i Ringe er ofte koldt og vindblæst og ligger derfor tit øde hen. Det skal en forestående modernisering af torvet ændre. Politikernes ambition er at skabe et torv med mange funktioner og ikke mindst et torv, der kan være med til at skabe mere liv i byen. 

Et idéoplæg fra arkitektfirmaet Gustin Landskab A/S foreslår, at der skabes en magisk skov på torvet. Det betyder konkret et forslag om at plante varierende træer, der skal skabe grøn ramme om torvet. Netop for at give torvet læ og hyggelige opholdsrum. Nu inviteres borgerne til at give deres besyv med.

Vi ses på torvet

Helt afgørende er det at få skabt et miljø, som borgerne gerne vil opholde sig i. Det fortæller formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen (V):

”Vi ønsker liv på torvet – fordi det giver mere liv til byen og til forretningerne. Det handler fx om arrangementer, stadepladser mv., der kan trække både byens borgere og oplandet til torvet, men det handler også om, at flere skal have lyst til at mødes på torvet i hverdagene og på weekenddage, hvor der ikke er arrangementer,” fortæller han og fortsætter:

”Gustin Landskab har udarbejdet et rigtig fint idéoplæg til, hvad det nye torv kan indeholde. Nu vil vi gerne præsentere oplægget for borgerne og ikke mindst høre deres reaktioner og ideer,” fortæller Søren Kristensen.

Da corona spænder ben for et egentligt borgermøde, inviteres borgerne til at se en videopræsentation af idéoplægget på kommunens hjemmeside - www.fmk.dk/ringe - og efterfølgende sende deres kommentarer og ideer til kommunen.

Hvad skal der til for at skabe magien?

Det er Gustin Landskab A/S, der skal tegne moderniseringen af torvet, og den foreløbige skitse er altså klar. Skitsen rummer bl.a. en multifunktionel scene, gentænkning af springvandet til interaktiv vandleg, et udkigstårn i ’skoven’ og en legeplads til de små.

Arkitekt Stephan Gustin fortæller om skitsen:

”Vores idé om at skabe en magisk skov bunder i et ønske om dels at få det grønne helt ind i bymidten, dels at gøre pladsen mindre vindblæst. Og det magiske er det, brugerne af torvet bidrager med. Det er det liv, vi skal have skabt. Det kan både være magiske øjeblikke ved optrædener på scenen, et øjeblik mellem venner eller børn, der leger med vand en varm sommerdag.”  

Men hvad skal der til for at skabe magien? Det spørgsmål stiller Gustin Landskab og Faaborg-Midtfyn Kommune nu borgerne i Ringe. Konkret ønskes borgernes kommentarer til de ideer, der fremgår af idéoplægget:

  • Hvad er det bedste ved idéoplægget, set fra dit perspektiv og dine behov?
  • Hvad kan tilføjes så forslaget bliver endnu mere brugbart for dig?
  • Kan du forestille dig alternative måder at bruge en evt. scene på? Og hvad skal en evt. scene kunne?

Du kan høre Stephan Gustin fortælle om hele ideoplægget på fmk.dk/ringe

Send dine kommentarer/ forslag til kommunens projektleder Hanne Raunsmed på e-mail: hanan@fmk.dk, senest den 1. marts.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Søren Kristensen, 72 53 16 88
Projektleder Hanne Raunsmed, 72 53 20 80