Få dine venner til at holde ferie i Faaborg-Midtfyn

Faaborg-Midtfyn Kommune opfordrer borgere til at være med i kampagnen Fyn Skal Det Være ved at bruge egne sociale medier til at fortælle deres venner, hvorfor turen skal gå til Faaborg-Midtfyn og resten af Fyn i år.

De fynske kommuner er gået sammen om at fortælle danskerne, at vi er klar til at tage imod dem til sommer – og at Fyn har alt det, danskerne måtte drømme om, når det gælder sommerferien. Lige fra store naturoplevelser til kunst og gastronomi. Det sker gennem kampagnen ’Fyn Skal Det Være’.

Faaborg-Midtfyn Kommune er med i kampagnen og opfordrer borgerne til at være med ved at fortælle deres venner i resten af landet, hvorfor turen skal gå til Faaborg-Midtfyn og Fyn i år.

Borgmester Hans Stavnsager (S) håber, at borgerne i Faaborg-Midtfyn har lyst til at være med til at dele alt det skønne fra Faaborg-Midtfyn:

”Borgerne er de bedste ambassadører og deler allerede masser af billeder fra vores skønne egn. Vi håber derfor, at de vil være med til at krydre fortællingen om Fyn Skal Det Være ved at dele deres små hemmelige steder og yndlingsspot, som måske ikke lige er med i turistbrochurerne.”

Borgerne opfordres til at bruge hashtagget #fynskaldetvære og logoet ’Fyn Skal Det Være’ på deres billeder.

Støtte til turisterhvervet

Faaborg-Midtfyn Kommune er med i kampagnen ’Fyn Skal Det Være’ for at bakke op om det faaborg-midtfynske turismeerhverv.

”Turisterhvervet og vores mange små butikker har mistet penge i foråret på grund af coronakrisen. Derfor vil vi gerne have danskerne til at besøge netop vores seværdigheder, spisesteder og sove på vores overnatningssteder til sommer – og de, der besøger os, må meget gerne vende tilbage i løbet af efteråret og vinteren med deres venner. Vi har åbent hele året,” lyder det fra Hans Stavnsager. 

Find logo og andet om kampagnen på: visitfaaborg.dk/faaborg/fyn-skal-det-vaere

Kontaktinfo

Hans Stavnsager
Borgmester, 72 53 17 14

Heidi Juul Madsen 
stabschef, 72 53 10 10

Mads Rye Sletbjerg 
turistmanager, 72 53 44 84