Faaborg får sit første turistskilt på motorvejen

Ved Årslev-afkørslen på Svendborg-motorvejen er der nu sat brune turistoplysningstavler op, der skal guide bilisterne til Svanninge Bakker og Bjerge og Faaborg Museum.

Du kender dem ganske givet fra motorvejene rundt om i Danmark, og på Svendborg-motorvejen har Egeskov Slot allerede en såkaldt ”brun turismeoplysningstavle”, der skal guide bilisterne til nogle af landets største attraktioner.

Nu er der endelig også kommet et brunt skilt, der guider til Faaborg-egnen - nærmere bestemt Svanninge Bakker og Bjerge, der er en del af Danmarks Naturkanon, og med en særlig reference til fynbo-malerne og Faaborg Museum. Skiltet kommer efter en ansøgning fra Faaborg-Midtfyn Kommune og er sat op i samarbejde med Vejdirektoratet.

Det var kommunalbestyrelsen, der i 2019 besluttede at ansøge om skiltet, og borgmester Hans Stavnsager (S) er utroligt glad for, at sommerens mange turister nu også vil blive ledt mod Faaborg og Svanninge Bakker og Bjerge.

”Det er fantastisk og giver i mine øjne sig selv, at der nu også er et motorvejsskilt, der guider mod Faaborg-egnen og gør de mange bilister på Svendborg-motorvejen opmærksomme på, at der ganske tæt på ligger et vidunderligt og helt unikt naturområde som Svanninge Bakker og Bjerge. Og timingen kan næppe være bedre end lige før en sommer, hvor rekordmange danskere ventes at holde ferie herhjemme. Forhåbentlig kommer mange til at tage et smut til Faaborg-egnen for at opleve bakkerne, Øhavet og alt det andet skønne, vi har at byde på i og omkring Faaborg,” siger Hans Stavnsager.

Kontaktinfo

Hans Stavnsager, borgmester
72 53 17 14

Christoffer Voss, presseansvarlig
72 53 11 76