Faaborg-Midtfyn Kommune hopper med på fjernvarmen

Det varer forhåbentlig ikke længe, før der kommer fjernvarme til Årslev, Sdr. Nærå, Nr. Lyndelse, Nr. Søby og Ryslinge. Faaborg-Midtfyn Kommune tilmelder nu også sine bygninger i områderne.

Ud med naturgas, ind med den mere klimavenlige fjernvarme. Faaborg-Midtfyn Kommune er i fuld gang med at melde sig til fjernvarme i Årslev/Sdr. Nærå, Nr. Lyndelse/Nr. Søby og Ryslinge, som er de tre områder, der har mulighed for at få fjernvarme i den kommende tid. 

Borgmester Hans Stavnsager (S) er glad for, at flere byer i Faaborg-Midtfyn er godt på vej mod at få glæde af fjernvarme, der er både billigere og mere klimavenligt end for eksempel naturgas.

”Alle tre projekter er vigtige for den grønne omstilling i Faaborg-Midtfyn. Ikke mindst i Årslev, hvor vi i disse år investerer i Fremtidens Forstad og en ny bæredygtig bydel. Netop nu er der også et betydeligt statsligt tilskud at få, så vi håber, at mange borgere og virksomheder i området beslutter sig for at skifte til fjernvarme.”

Faaborg-Midtfyn Kommune har en række bygninger, hovedsageligt skoler og institutioner, i de tre områder. I alt tilmelder kommunen nu cirka 40.000 kvadratmeter – det svarer til cirka 300 parcelhuse på hver 130 kvadratmeter.

Øger chancerne for fjernvarme-udvidelse

Antallet af husstande, der tilmelder sig, er helt afgørende for, at udrulningen af fjernvarme i de tre områder bliver til noget. Tilmeldingen af de mange kommunale kvadratmeter betyder derfor, at det bliver mere rentabelt for fjernvarmeselskaberne at gå i gang med udvidelsen af fjernvarmenettet.

”Det spiller naturligvis også ind i vores beslutning om at tilmelde de kommunale bygninger i de tre områder. Vi får mere klimavenlig varme, kommunen sparer penge, og vi øger sandsynligheden for, at borgerne i området kan komme på fjernvarmenettet,” siger Hans Stavnsager.

I Årslev/Sdr. Nærå og Nr. Lyndelse/Nr. Søby er det Fjernvarme Fyn, der står for udvidelsen, mens det i Ryslinge er Midtfyns Energi.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Christian Tønnesen
Chef for By, Land og Kultur
72 53 20 51

Christoffer Voss
Presseansvarlig
72 53 11 76