Faaborg-Midtfyn Kommune nomineret til Byplanprisen

Faaborg-Midtfyn er som en af tre kommuner med i slutspurten om at vinde Byplanprisen 2020 for planlægningen af Fremtidens Forstad Årslev.

’Danmarks bedste, mest nytænkende og inspirerende plan’. Det mærkat kan fremover pryde planlægningen af projektet Fremtidens Forstad Årslev, hvis Faaborg-Midtfyn Kommune løber med titlen som vinder af Byplanprisen 2020. En pris, der hvert år tildeles en kommune, region eller organisation, som har gjort ”en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer.”

”Jeg er meget stolt over, at vores arbejde med at udvikle Fremtidens Forstad Årslev som en bæredygtig forstad med høj kvalitet har ført til denne nominering. Det er en kæmpe anerkendelse fra professionelle byplanlæggere på nationalt niveau,” siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, og fortsætter:

”Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke var sket uden de aktive Årslev-borgere. Det er dem og byens DNA, der har vist os politikere, hvordan vi skulle gribe hele byudviklingen an. Så stort tillykke til byen med nomineringen.”

Fokus på samarbejde med borgerne

Nomineringen af Faaborg-Midtfyn Kommune tager afsæt i kommunens flerårige planlægning for udviklingen af Fremtidens Forstad Årslev. Planer, der står på flere ben: Dels en helt ny bæredygtig bydel midt i landskabet ved Vindinge å, og dels en anderledes bymidte, der bygges op af fællesskaber og af aktører som skole, hal, Polymeren og børnehave.

”Et fællestræk for de nominerede er et stærkt fokus på samarbejdet med borgerne,” skriver Byplanprisen i en pressemeddelelse.

Og i nomineringen lyder det blandt andet:

”Kommunen viser, at forstæderne kan udvikles til at blive attraktive bosætningsbyer, der i kraft af deres placering tæt på de store vækstcentre har en vigtig rolle at spille – og at de fortjener omhu i planlægningen.”

Vinder offentliggøres i oktober

Byplanprisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening – og vinderen afsløres på årets Byplanmøde d. 2. oktober ved Byplanmødet, der afholdes med Aabenraa, Sønderborg og Flensborg som værtskommuner.  

Det er i år 26. gang, at Byplanprisen uddeles. Foruden Faaborg-Midtfyn Kommune er også ’Furesø Kommune og Bofællesskabet Mageløse’ og ’Køge Kommune og Køge Kyst’ nomineret til Byplanprisen 2020.

”Det er tre stærke projekter, der er med i slutspurten, så vi venter spændt på juryens afgørelse, og håber, de ligesom os, mener, at Fremtidens Forstad Årslev er noget helt unikt,” siger Hans Stavnsager.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Borgmester Hans Stavnsager,
hansr@fmk.dk, 72531714

Afd. leder Mai-Britt Helle Jensen, By- og Egnsstrategisk Sekretariat,
mabje@fmk.dk, 72532064

Kommunikationskonsulent Ann-Sophie Nøhr Hemmingsen,
ansnh@fmk.dk, 72531144