Faaborg-Midtfyn Kommune udvider smitteopsporingen

Fremover vil Faaborg-Midtfyn Kommune hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med at kontakte borgere, som er smittet med COVID-19 for bl.a. at vejlede om selvisolation og opspore nære kontakter til den smittede.

I denne uge starter Faaborg-Midtfyn Kommune endnu et tiltag op i bekæmpelsen af COVID-19. Et team af medarbejdere skal nemlig hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) med at tage kontakt med borgere, som er smittet med COVID-19, og som STPS ikke har kunnet træffe.

Borgerne tilbydes bl.a. vejledning i, hvordan de bedst selvisolerer sig, og det afklares også, hvem den smittedes nære kontakter er. Oplysningerne om nære kontakter sendes tilbage til STPS, som kontakter dem for at vejlede om, hvordan de skal forholde sig.

Derudover vil kommunens medarbejdere også ringe til smittede borgere, som allerede er i selvisolation, for at høre, hvordan de har det og for at hjælpe i forhold til eventuelle udfordringer ved at være i isolation.

Vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen fortæller om den nye ordning:

”Vi har som kommune kontakt til rigtigt mange borgere, og derfor kan vi hjælpe Styrelsen for Patientsikkerhed med deres opgave. Vores sundhedstjeneste i kommunen har det seneste år stået for en omfattende smitteopsporing i Faaborg-Midtfyn for hurtigt at kunne lukke børnehaver, skoler og plejehjem ned, så snart der var smitte. Denne del af smitteopsporingen er stadig den vigtigste, da den foregår med det samme. De erfaringer kan vi bruge til at hjælpe Styrelsen med deres smitteopsporing, som blandt andet handler om at kortlægge smittekæderne. Jeg er rigtig glad for, at vi med indsatsen kan hjælpe med at stoppe smitten med coronavirus i Danmark,” siger han.

Formålet med smitteopsporingen er at mindske risikoen for at sprede smitten til andre borgere og at hjælpe borgeren til at finde løsninger, hvis der for eksempel er udfordringer ved at skulle gå i selvisolation.

Medarbejderne i smitteopsporingen, som kommer fra områderne Arbejdsmarked samt Sundhed og Ældre, hjælper med at finde løsninger gennem for eksempel familie, naboer, Røde Kors eller lignende. Kommunen kan dog ikke overtage ansvaret for de praktiske opgaver.

Hvis en borger har brug for en isolationsbolig, kan man kontakte den kommunale sygeplejes vagttelefon på 72 53 63 48.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Proces- og projektkonsulent
Lasse Schultz Pedersen,
tlf. 72 53 75 87

Kommunikationskonsulent
Louise Brændstrup Bech,
tlf. 72 53 11 41