Faaborg-Midtfyn vinder anerkendt pris for planlægning af Fremtidens Forstad Årslev

Byplanprisen 2020 går til Faaborg-Midtfyn Kommune for udviklingen af Odense-forstaden Årslev. Det er netop offentliggjort.

Byplanprisen tildeles hvert år en kommune, region eller organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode, smukke eller innovative bymiljøer. I år går prisen til Faaborg-Midtfyn for planlægningen af Fremtidens Forstad Årslev. 

Kommunen har vist vejen ved at udvikle strategierne i fællesskab med borgerne og ved at afsætte 150 millioner til investeringer i området. Det er byudvikling i en skala, der kunne være en storby værdig, som nu udspiller sig på en langt mindre scene i provinsen.

Sådan lyder det blandt andet i begrundelsen fra Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening, der står bag Byplanprisen. 

”Det er fuldstændig fantastisk. Den her pris plejer at gå til store byer, så det gør mig utrolig stolt, at vi løber med den. Det viser, at vi i samarbejde med borgerne har formået at levere noget her, der kan inspirere andre. Og det er vel nærmest den største anerkendelse, vi kan få,” siger borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager.

Polymeren som åbningstræk

Fremtidens Forstad i Årslev er fortællingen om en række af modige strategiske beslutninger og en vilje til at arbejde med byudvikling og planlægning ud fra et nyt perspektiv.

I 2015 købte Faaborg-Midtfyn Kommune en nedlagt og forfalden fabrik midt i byen. Kommunen undlod at rive den ned og gav i stedet nøglerne til byens blot 4.000 borgere, der med kommunens opbakning skabte et aktivt og socialt rummeligt hus kaldet Polymeren. Her er crossfit, aktivitetssted for veteraner, teater, koncerter, værksteder og butikker side om side.

Byens fælles stolthed og nye fortælling om Polymerens DNA er så stærk, at det siden blev det direkte afsæt for den videre udvikling af byen.

”Det er ret unikt, og det giver en helt særlig styrke til et byudviklingsprojekt som Fremtidens Forstad Årslev, at der er et solidt fundament, som borgerne har bygget sammen med kommunen,” siger kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn Kommune, Helle Vibeke Carstensen.

En ny bæredygtig forstad

Ambitionerne for Årslev er store og bygger på to ben. Dels skal der skabes en ny bæredygtig bydel midt i landskabet ved Vindinge å, og dels skal der udvikles en sammenhængende bymidte, der bygges op af fællesskaber. 

”Årslev skal være det sted, man flytter til, når man gerne vil bo tæt på storbyens sus og samtidig have naturen og landskabet lige uden for døren,” forklarer Hans Stavnsager.

Ambitionen er, at 1.200 nye borgere skal flytte til Årslev, og udbuddet af de første byggegrunde er i gang nu. Kommunalbestyrelsen har desuden besluttet, at alle fremtidige bygninger i det centrale byområde skal bygges med DGNB-certificering på minimum guld-niveau. Og kommunen certificerer også byområdet på guld-niveau.

”Vi er optagede af bæredygtighed, og vores ambition er, at Årslev kommer til at ligge helt i top på den dagsorden. Borgerne, der skal flytte ind i de nye boliger, kommer til at vide præcist, hvad de får i forhold til eksempelvis indeklima og energiforbrug og materialevalg. Ligesom forældrene til børn i den kommende daginstitution ved, at indeklimaet er i top. Det bliver et salgsargument for byen, fortæller Hans Stavnsager.

To visionære vinderbud på Fremtidens Forstad Årslev

Den klare vision og byens stærke DNA dannede i 2018 afsæt for to arkitektkonkurrencer, hvor nogle af landets førende arkitektfirmaer kom med bud på, hvordan man kan skabe henholdsvis en bydel, hvor fællesskab og bæredygtighed er i fokus og en samlet bymidte, der binder den nye bydel, Årslev og nabobyen Sdr. Nærå sammen. 

Vinderne af de to arkitektkonkurrencer kunne afsløres i november 2018 og var henholdsvis:

Tegnestuen Vandkunsten og underrådgiverne Bactocon ApS, Raw Mobility ApS og DEM & Esbensen med deres overbevisende bud på ”Fremtidens Forstad – Boliger i landskabet”. Holdet har med afsæt i det fynske herregårdslandskab fået placeret tre harmoniske bebyggelsesklynger, hvor de fleste boliger får udsigt til landskabet samtidig med, at klyngerne er placeret, så den eksisterende by har udsyn og nem adgang til landskabet.

Holscher Nordberg Architects og STED har med deres vision ”En samlende bymidte” på en særlig måde forstået at lade sig inspirere af Polymeren og fabriksmotivet og skabe en samlende og fleksibel bymidte med en fælles plads kaldet Platformen, hvor borgerne skaber indholdet – ligesom vi kender det for Polymeren.

”Der gror en stærk identitet i Årslev, og hvis der ikke havde været den ånd og den dna, så havde vi skulle opfinde en fortælling. Her var der allerede en fortælling, som vi sammen har kunne skrive videre på, siger Hans Stavnsager og slutter:

”Jeg er hamrende stolt af den energi, der har båret det her projekt. Det fællesskab og det samarbejde, vi har oplevet med Årslev-borgerne, er helt unikt. Og det er en del af forklaringen på, at vi nu står med den her pris.”

Yderligere oplysninger, kontakt:

Borgmester Hans Stavnsager,
hansr@fmk.dk, 72531714

Kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen,
hevca@fmk.dk, 72531013

Afd. leder Mai-Britt Helle Jensen,
By- og Egnsstrategisk Sekretariat,
mabje@fmk.dk, 72532064