Klimafamilier fortsætter med mere klimavenlig livsstil

I tre måneder har tre familier i Faaborg-Midtfyn levet mere klimavenligt, og det har de tænkt sig at blive ved med. Tidligere på ugen var der afslutning på forsøget med klimafamilier, og en af de positive konklusioner fra forsøget er, at det ikke er kedeligt at leve mere klimavenligt.

De har spist mindre kød. De har prøvekørt en elbil. Og de har haft fokus på genbrug og reparationer i stedet for at smide ud og købe nyt.

Det er de tre klimafamilier i Faaborg-Midtfyn, der fra maj til august 2021 har deltaget i et forsøg med at leve mere klimavenligt, fx i forhold til madlavning, forbrug og transport mv.

Ønsker at fortsætte den klimavenlige livsstil

Fælles for familierne er, at de ønsker at fortsætte den mere klimavenlige livsstil. 

Hos Tina og Martin Christensen i Faaborg er de kødfrie dage kommet for at blive. Parret fortæller, at det har været overraskende nemt at spise mindre kød:

”Faktisk har vi slet ikke lyst til kød på samme måde som tidligere. Vi har minimum tre-fire kødfrie dage. En gang om ugen har vi dog som fast køddag, nemlig fredag, men selv når vi spiser kød, så spiser vi tilsammen end før,” fortæller Tina og fortsætter:

”Vores generelle oplevelse er, at det ikke behøver at være spor kedeligt at leve mere klimavenligt, og at maden vi får både er sundere og billigere.”

Det samme billede i Gislev, hvor Louise Melgaard bor med sin mand og nu tre hjemmeboende drenge.

”Vi fortsætter også med den klimavenlige madplan, og så er vi blevet helt sikre på, at næste bil skal være en elbil,” fortæller Louise.

Forsøget med klimafamilier er udført i tæt samarbejde med Rådet for Grøn Omstilling, der har stået for at kortlægge familiernes klimaaftryk og fortælle familierne, hvilke muligheder der er for at reducere klimaaftrykket via adfærdsændringer.

Store gevinster med elbil og grønnere varme

Marie Degn, der udgår den tredje klimafamilie, bor alene i Horne, er allerede frontløber, når det kommer til at leve klimavenligt – lige fra madlavning og madspild til affaldssortering, genbrug og biodiversitet. 

Når hun alligevel har været med i forsøget, er det for at se, om der var mere, hun kunne gøre. Og det er der, nemlig at skifte dieselbilen ud med en elbil og gasfyret ud med en varmepumpe.

”Det er selvfølgelig lidt større investeringer, men efter at have prøvet Sørens elbil, er jeg helt sikker på, at jeg skal have en elbil næste gang. Jeg pendler til Odense hver dag, og udover klimagevinsten er det meget mere behageligt og lydløst at køre elbil,” fortæller hun.

Alle klimafamilier havde mulighed for at prøve formand for Verdensmålsudvalget Søren Hansens elbil i løbet af forsøget.

Fakta om forsøget og dets resultater

Forsøget med klimafamilier har fungeret, sådan at familierne i begyndelsen af forsøget har fået beregnet deres samlede CO2 aftryk. Ud fra det aktuelle billede modtager familierne rådgivning i, hvordan de kan mindske deres CO2 aftryk. Fx ved at spise mindre kød, mindske deres forbrug, købe genbrug samt se på deres transportmidler og varmeforbrug.

De tre klimafamilier ønsker at holde fat i deres nye vaner, og samtidig er alle tre familier fast besluttet på, at den næste bil skal være en elbil.

Formand for verdensmålsudvalget Søren Hansen (R) glæder sig over resultaterne:

”Formålet med forsøget har været at skabe opmærksomhed og viden om, hvad man selv kan gøre i forhold til klimaet. Først og fremmest hos den enkelte familie, men også hos omverdenen, venner og bekendte. Det er vi lykkedes med,” siger han og fortsætter:

”Jeg hæfter mig særligt ved, at alle tre familier er besluttede på, at deres næste bil skal være en elbil. I en kommune som vores kommer vi ikke uden om, at de fleste familier har en, hvis ikke to biler. Så det vil betyde meget, hvis flere vælger at købe en elbil, når bilen skal skiftes.”

Familiernes resultater

Klimafamiliernes resultater er beregnet på baggrund af familiernes tilkendegivelser i forhold til hvilke ændringer de ønsker at holde fast i og indføre på sigt, herunder skifte bilen ud med en elbil:

 

  1. Familien Kristensen i Faaborg: To forældre og to børn på 8 og 10 år. Holder familien fast i den klimavenlige livsstil og udskifter bilen med en elbil, vil de reducere deres klimaaftryk med 26,5 procent.

  2. Familien Skriver Meldgaard i Gislev: To forældre og fire hjemmeboende børn under forsøget på hhv. 10, 13, 16 og 20 år. Holder familien fast i den klimavenlige livsstil og udskifter bilen med en elbil, vil de reducere deres klimaaftryk med 26, 7 procent.

  3. Familien Degn i Horne: En voksen. Marie Degn lever allerede meget klimavenligt og har et markant lavere CO2 aftryk end gennemsnittet. Når Marie med tiden skifter sin bil til en elbil og sit gasfyr til en varmepumpe, vil hun kunne reducere sit i forvejen lave aftryk med 37, 5 procent.

10 klimaråd, der sparer både CO2 og penge i en travl hverdag

I forbindelse med klimafamilierne har Rådet for Grøn Omstilling formuleret 10 klimaråd.

  1. Erstat oksekød og lammekød med kylling, gris og evt. fisk.
  2. Spis kødfrit så ofte som muligt.
  3. Spis madrester i steder for at smide dem ud.
  4. Køb mest muligt genbrug: Tøj, elektronik, interiør m.v.
  5. Start en deleøkonomi med naboerne, hvor I deler boremaskine, græsslåmaskine, hækklipper, trailer, haveredskaber m.v.
  6. Slid tingene op i stedet for at købe nyt. Repareret dem hvis muligt.
  7. Flyv så lidt som muligt.
  8. Brug cyklen/elcyklen oftere og køb en elbil ved næste bilskift.
  9. Reducer streaming af spil og TV. Spil kort og brætspil i stedet.
  10. Spis morgenmad før I går i bad, så I ikke står og vågner i badet – og skift gassen ud med en varmepumpe, når fyret alligevel skal skiftes.

Kontakt

Kåre Press-Kristensen
Rådet for Grøn Omstilling
Telefon: 22 81 10 27 

Formand for verdensmålsudvalget
Søren Hansen
Telefon: 72 53 16 91

Projektleder i Faaborg-Midtfyn Kommune
Susanne Jervelund
Telefon: 72 53 21 25