Lokal hjælpepakke til fritidsområdet i Faaborg-Midtfyn

Fritidsområdet i Faaborg-Midtfyn Kommune er også trængt under coronakrisen. Derfor har kommunalbestyrelsen vedtaget en hjælpepakke, der skal komme området til undsætning.

Det lokale fritidsliv som aftenskoler, fritidshuse, idrætshaller mv. får nu en håndsrækning fra kommunen. En hjælpepakke skal nemlig bidrage til, at fritidslivet kan overleve coronakrisen.

”Alle vores aktører på fritidsområdet er pressede i denne tid, fordi vi ikke må mødes og alt derfor aflyses. Med hjælpepakken sikrer vi, at aftenskoler, foreningsliv og fritidsfaciliteter får deres forventede kommunale tilskud i 2020. Foreninger og faciliteter kan også søge regeringens hjælpepakker, og vi håber det er nok til, at vi stadig har et levende foreningsliv, når krisen er ovre,” siger formand for Kultur- og Lokalsamfundsudvalget Anne Møllegaard Mortensen (DF).

Fritidspakkens tiltag

Folkeoplysende foreninger
- Budgetterede bevillinger af lokaletilskud til foreninger i 2020 fastholdes 

Aftenskoler / folkeoplysende voksenundervisning
-  Budgetterede bevillinger til aftenskolernes undervisning fastholdes til de aktiviteter, der var planlagt i perioden, og med dokumenterede afholdte udgifter.

- Budgetterede bevillinger af lokaletilskud i 2020 til aftenskolerne fastholdes

Idrætshallerne
- Budgetterede bevillinger til hallerne udbetales i fire lige store rater kvartalsvis, og disse fastholdes på trods af, at hallerne er lukket for aktiviteter for skoler, foreninger og civilsamfundet i coronaperioden. Dette gælder både haller i halmodellen og de to idrætscentre med hver deres samarbejdsaftale.

- Planlagte aktivitetstimer i hallerne i nedlukningsperioden vil tælle med som baggrund for tilskud i 2021

- Halmodellens udviklingspulje (900.000 kr.) kan i 2020 ændres til en pulje til kompensation til trængte haller pga. coronakrisen. Det ville i givet fald være til haller, som falder uden for statens kompensationsmuligheder, og i øvrigt kan dokumentere økonomiske udfordringer.

I første omgang udskydes behandlingen af ansøgninger til udviklingspuljen indtil krisens omfang for hallerne kendes. Dog skal der senest tages beslutning i juni 2020 om puljens anvendelse i Kultur- og Lokalsamfundsudvalget.

Fritidshuse
- Budgetterede og bevilgede tilskud til fritidshusene Ferritslev Fritidshus, Husmandsstedet og Skullerodsholm – herunder også Carl Nielsen Legepark – fastholdes.

Lokalråd
- Bevilgede tilskud til lokalråd er udbetalt i starten af året, og tilskuddene fastholdes.

Generelle tiltag
- Kommunens opkrævning af fakturaer/gebyrer kan udskydes efter anmodning. Dette vil være efter samme vilkår, som er fastlagt for erhvervslivet.

- Mulighed for indsendelse af regnskaber senere end ved normale frister.

-  Fremrykning af kommende ratetilskud på anmodning.

- Lejere af kommunale erhvervslejemål kan efter anmodning kan få en afdragsordning på huslejen for april måned/kvartal. Huslejen afdrages over 3-6 måneder med start i 4. kvartal 2020.

- Fritidspakken er gældende fra 9. marts til 31. december 2020.

Kontaktinfo

Anne Møllegaard Mortensen, udvalgsformand, Kultur- og Lokalsamfundsudvalget, 72 53 16 90

Theis Bavnhøj Hansen, teamleder i By, Land og Kultur
72 53 80 54

Christoffer Voss, presseansvarlig
72 53 11 76