Lystsejlere kan leje klimavenlig delebil på Faaborg Havn

Fra mandag den 15. juni kan lystsejlere og andre besøgende i Faaborg gør brug af en ny og klimavenlig delebil, der holder på Faaborg Havn. Delebilen er en forsøgsordning, der kører i fire måneder, for at forbedre mobiliteten i Faaborg.

Mange besøgende og lystsejlere, der lægger til Faaborg Havn, spørger til, hvordan man kommer rundt på Faaborg-egnen og det øvrige Fyn. 

På turistkontoret i Faaborg, har man gennem årene flittigt henvist til Fynbus eller cykeludlejning, men det tilfredsstiller ikke altid turisternes behov.

Det forstår formand for Faaborg-Midtfyn Kommunes mobilitetsprojekt Brian Bisgaard (S) godt:

”Det er kun nogle få attraktioner, der ligger på busruterne, og så er der langt mellem busserne sammenlignet med de store byer, hvor mange af vores turister kommer fra,” fortæller han.

Forsøg med el-delebil

Som et forsøg på at forbedre mobiliteten på Faaborg-egnen og gøre det endnu mere attraktivt at besøge Faaborg, har kommunalbestyrelsen derfor godkendt en forsøgsordning i fire måneder for at se, hvordan der bliver taget imod en delebil i Faaborg. Det drejer sig om en el-delebil, der kommer til at holde ved Faaborg Havn. Og det glæder Brian Bisgaard:

”Vi har lavet en aftale med en virksomhed om en el-delebil. Det giver den besøgende en nem, billig og tilmed grøn løsning. Det er mit håb, at bilen kommer rigtigt meget ud at køre i hele vores kommune. Nu bliver det i hvert fald nemt for sejlere og andre turister at besøge turistattraktioner andre steder i kommunen,” lyder det fra Brian Bisgaard. 

Kommunalbestyrelsen vedtog i maj 2020, at turistsæsonen og sommeren 2020 skulle være prøveperiode. Det er også muligt for borgere i Faaborg at bruge bilen i prøveperioden.

 

Kom og se bilen

Faaborg Midtfyn Kommunes mobilitetsprojekt, Visit Faaborg og Faaborg Havn inviterer til premiere og fremvisning af el-delebilen mandag den 15. juni kl. 14.00.

Så let er det…

El-bilen bliver installeret ved el-ladestationen på den store parkeringsplads på Chr. d. IXs Vej, nær havnen i Faaborg. Det vil blive muligt at leje bilen allerede fra mandag den 15. juni.

Bilen kan lejes på ½-timebasis til en pris af 30. kr., mens det koster 495 kr. at leje el-delebilen i et døgn.

For at leje bilen skal du:

1. Tilmelding – Download App’en TADAA! Car

2. Book, betal og lås bilen op via App’en

3. Kør

Kontaktinfo

Brian Bisgaard
Kommunalbestyrelsesmedlem
72 53 38 61

Søren Heide
Politik og Strategi
72 53 47 92