Ny mulighed for at investere i bæredygtig forstad til Odense

De første byggefelter i den nye, bæredygtige forstad Årslev ved Odense er solgt. Investorer har nu mulighed for at byde på de næste byggefelter, der netop er kommet i udbud.

Senere på måneden går byggeriet af de første boliger i gang i forstaden Årslev ved Odense. Det er Humlebo Gruppen, der har købt de første byggefelter i den bæredygtige forstad. 

Nu har flere investorer mulighed for at blive en del af fremtidens forstad i Årslev tæt på Odense. Faaborg-Midtfyn Kommune har netop sendt de næste byggefelter i udbud, i alt 9.399 m2 byggefelter fordelt på ni storparceller. 

Storparcellerne ligger på en meget attraktiv beliggenhed med nærhed til skov og rekreative områder og med både tog og motorvej tæt på samt cykelsti til Campus Odense, Fyns største vækst- og erhvervsområde. De ni storparceller udbydes både samlet og enkeltvis. 

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig til at se den nye bydel vokse:

”Vi har de senere år oplevet en stigende interesse for at bo i Årslev. Det er både børnefamilier og seniorer, der gerne vil kombinationen af natur og storbyen tæt på. Med den nye bydel kommer vi til at kunne give dem det bedste fra to verdener.”

Den nye bydel er en del af byudviklingsprojektet Fremtidens Forstad, der udover en ny bæredygtig bydel også består af en omfattende forvandling af bymidten. 

Faaborg-Midtfyn Kommune er netop nu i gang med at etablere en helt ny daginstitution i Årslev og om et år går kommunen i gang med at renovere og udbygge skolen, så der er plads og moderne faciliteter til de kommende børnefamilier.

Årslev er i dag kendetegnet ved meget stærke fællesskaber, og byens nedlagte skosålefabrik Polymeren fungerer som smeltedigel for bæredygtig tænkning, iværksætteri og borgerdrevne aktiviteter.

Byudviklingsprojektet Fremtidens Forstad er vinder af byplanprisen 2020 – og hele byudviklingsområdet er plancertificeret på DGNB guld-niveau – der sikrer en bæredygtig byudvikling. 

Yderligere information om udbuddet findes på aarslev.fmk.dk

Fakta om Årslev

Årslev er et af de vigtigste udviklingsområder i Faaborg-Midtfyn Kommune. Byen er forstad til Odense og ligger meget attraktivt midt i det fynske landskab, med gåafstand til et stort, rekreativt naturområde med badesøer og god infrastruktur til Odense, både tog, motorvej og supercykelsti. Det gælder ikke mindst de mange arbejdspladser ved Fyns største vækst- og erhvervsområde Campus Odense, der kan nås på bare ti minutter. Og som i de kommende år kommer til at åbne dørene til Fyns største arbejdsplads – det nye supersygehus. 

Der bor i dag ca. 4.000 indbyggere i Årslev. Ambitionen er, at der frem mod 2030 kommer 1.200 flere indbyggere. 

 

Yderligere oplysninger, kontakt:

Hans Stavnsager
Borgmester
72 53 17 14

Mai-Britt Helle Jensen
Afdelingsleder for By- og Egnstrategisk Sekretariat
72 53 20 64