Ny mulighed i Faaborg-Midtfyn Kommune: Ring til en direktør

Borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune får nu en gang om måneden mulighed for at ringe direkte til en af kommunens direktører. Målet er at skabe dialog med borgerne og få flere perspektiver på den måde, kommunen fungerer.

I morgen, torsdag d. 22. april, lyder startskuddet til et nyt tiltag i Faaborg-Midtfyn Kommune, som skal bringe kommunen og borgerne tættere sammen. Det bliver nemlig muligt for borgere i kommunen at ringe direkte til en af kommunens tre direktører, som sidder klar ved telefonen.

Konceptet hedder ”Ring til en direktør”, og telefonen vil skiftevis blive besvaret af kommunaldirektør Helle Vibeke Carstensen, vicekommunaldirektør Siggi W. Kristoffersen og direktør Lone Wenzell. 

Ifølge Helle Vibeke Carstensen er håbet, at alle borgere, som har noget på hjerte, vil ringe.

”Det kan være, fordi de har haft en god oplevelse i mødet med kommunen, at de undrer sig over noget eller fordi de er utilfredse. Livet bliver meget lettere for os alle sammen, hvis man spørger, når man undrer sig over, hvorfor kommunen gør tingene på den ene eller den anden måde. Vi kan ikke gøre det gode bedre, eller rette op på det, der ikke virker, hvis vi ikke ved det. Borgernes fortællinger om mødet med kommunen er vigtig viden for os for, at vi kan realisere det, som politikerne ønsker bl.a. i Udviklingsstrategien."

Alle de gode ideer og synspunkter tages med videre

De tre direktører fortæller, at tiltaget er en del af deres arbejde på at blive endnu mere tilgængelige og komme tættere på borgerne og deres liv og hverdag i kommunen.

”Borgerne kan forvente, at vi handler på deres opkald, og at vi vil forfølge den inspiration, vi vil få gennem samtalerne. Vi vil give viden, gode idéer og spørgsmål videre til rette sted i organisationen, som så handler på det. Vi ved, at nogen kan have bekymring for om borgere får særbehandling eller kommer foran i køen, fordi de kontakter en direktør. Det gør de ikke. Men vi får et ekstra perspektiv på en sag og en ekstra opmærksomhed på, hvordan vi løser vores opgaver. Det gavner alle”, siger Helle Vibeke Carstensen.

Første gang man kan ringe til en direktør er torsdag d. 22. april kl. 15:00-17:00.

Oversigten over datoer, telefontider og telefonnumre findes her.

Yderligere oplysninger, kontakt:

Helle Vibeke Carstensen
Kommunaldirektør
72 53 10 13

Louise Brændstrup Bech
Kommunikationskonsulent
72 53 11 41 / lobrb@fmk.dk