Ny vuggestuegruppe åbner i Ringe

Fra årsskiftet åbner 12 nye vuggestuepladser i Ringe, som kan søges frem til den 17. november 2019, hvis man ønsker opstart d. 1. januar eller 1. februar.

Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune besluttede her til aften, at der skal oprettes en ny vuggestuegruppe i Ringe, fordi der i det seneste år er kommet flere 0-2-årige børn til Ringe-området.

Det må siges at være en meget positiv udfordring, og løsningen på den bliver, at den eksisterende børnehave Hættegården laver otte af børnehavepladserne om til 12 vuggestuepladser. Formand for Opvækst- og Læringsudvalget, Kim Aas Christensen (S), siger om beslutning:

”Først og fremmest glæder jeg mig over, at der kommer flere børn og børnefamilier til vores kommune. Det er jo en positiv udfordring for os lokalpolitikere, og der var enstemmighed hele vejen rundt i Opvækst- og Læringsudvalget om løsningen med at oprette nye vuggestuepladser i Hættegården. På den måde sikrer vi nemlig, at alle 0-2-årige i området kan tilbydes god og tryg pasning i de kommende år. Og vi politikere får tid til at se på løsninger, som kan dække behovet på den længere bane.”

Sådan omlægges pladserne

Etableringen af de 12 nye vuggestuepladser sker blandt andet ved, at Hættegården - som pt. er under ombygning til at blive en integreret institution - udvides med en skovhytte, så institutionen kan rumme flere børn.

Der laves også mindre justeringer af lokaler og bygninger, og en enkelt af børnehavegrupperne vil frem til påsken 2020 fungere som udegruppe og dermed overlade deres indendørsfaciliteter til vuggestuebørnene.

Kim Aas Christensen siger:

”Hættegårdens kendetegn er natur og udeliv i skoven, på legepladsen og i værkstedet. Jeg ser meget frem til, at vi fra årsskiftet også kan tilbyde forældrene, at deres børn får en hverdag, hvor de får lov at udforske og undersøge naturen, og hvor de gennem leg, læring og nysgerrighed lærer om elementerne i naturen og årstiderne.”

Opskrivning fra 13. til 17. november 2019

Forældre, der ønsker at skrive deres barn op til de nye vuggestuepladser, kan gøre dette via den digitale pladsanvisning. Hvis man ønsker plads fra d. 1. januar eller 1. februar 2020, skal opskrivning ske d. 13. – 17. november.

Du finder den digitale pladsanvisning her: www.fmk.dk/selvbetjening/familie-boern-og-unge/digital-pladsanvisning/ . Telefonnummeret til pladsanvisningen er: 72 53 32 33

Yderligere oplysninger

Udvalgsformand Kim Aas Christensen,
mobil 72 53 17 15

Presseansvarlig Christoffer Voss,
mobil 72 53 11 76