Arkæologiske udgravninger i Fremtidens Forstad

Årslev-Sdr. Nærå er i dag et attraktivt sted at bo – og arkæologiske forundersøgelser i forbindelse med opførelsen af Fremtidens Forstad viser, at det formodentligt har været sådan lige siden år 0! Derfor iværksætter kommunen nu yderligere arkæologiske udgravninger.

Det lader til, at der for 2000 år siden boede mennesker på sommerfuglegrunden i Årslev. Arkæologiske forundersøgelser i forbindelse med byggemodningen til den nye og bæredygtige bydel i Fremtidens Forstad har nemlig ført til betydelige fund af bl.a. bebyggelser og gravpladser.

Kommunalbestyrelsen har derfor – som museumsloven foreskriver – netop besluttet, at der skal foretages arkæologiske udgravninger på store dele af området.

Borgmester Hans Stavnsager (S) glæder sig over de foreløbige fund:

”Årslev er i forvejen kendt for vigtige fortidsfund, derfor er vi også spændte på, hvad de finder. Områdets historie og DNA er vigtigt for den byudvikling, vi er i gang med i Årslev. Derfor er det væsentligt, at der både under udgravningerne og efterfølgende er fokus på at fortælle historien.”

Spor fra både sten og bronzealder

Det er Øhavsmuseet, der har stået for forundersøgelserne, og som nu skal gennemføre de egentlige udgravninger. Museumsinspektør Anne Garhøj Rosenberg fortæller om de foreløbige fund:

”Vi har blandt andet fundet en gravhøj fra ældre bronzealder med rester af sværd og armring, og vi tror, at der gemmer sig meget mere under højen, samtidig har vi fundet urnebegravelser fra den yngre bronzealder. Det gør, at vi har en unik mulighed for at få et sjældent kig ind i det religiøse landskab fra bronzealderen,” fortæller hun og fortsætter:

”Yderligere har vi fundet jernalderbebyggelser fra de to første århundreder efter år 0. Her er spor efter en rigtig stor jernalderbebyggelse. Det er tegn på, at mennesker har valgt at bosætte sig i dette område lige siden den tid.” 

Følg med i udgravningerne

Udgravningerne forventes at begynde i slutningen af november 2018 og vil strække sig over ca. 6- 8 måneder, afhængig af vinteren. Det er muligt at følge udgravningerne på Øhavsmuseets Facebook-side, ligesom resultaterne vil blive formidlet både lokalt og nationalt.

”Vores fornemmeste opgave er at sikre, at fortiden kommer nutiden til gode. En sådan udgravning er en helt unik mulighed for, at borgere kommer til at kende deres eget område – at bo så tæt på et unikt levn fra fortiden, håber jeg, styrker stoltheden hos dem, der bor der i dag”

Kontakt

Borgmester Hans Stavnsager, mobil 72 53 17 14

Museumsinspektør Anne Garhøj Rosenberg, mobil 20 75 29 36