Faaborg-Midtfyn Kommune øger tilskud til Faaborg Museum

Kommunalbestyrelsen har med Budget 2019 besluttet at øge driftstilskuddet til Faaborg Museum med over en million kroner.

Faaborg Museum får nu flere penge til at realisere museets omfattende renoverings- og udviklingsprojekt i de kommende år. Det har kommunalbestyrelsen i Faaborg Midtfyn Kommune besluttet med Budget 2019, hvor politikerne har afsat yderligere 1,2 mio. kr. årligt til museet.

Det betyder, at museet fra 2019 får 3,3 mio. kr. i årlig driftsstøtte fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen glæder sig over det øgede driftstilskud.

”Faaborg Museum får nu et meget mærkbart økonomisk løft, og det får stor betydning for vores udviklingsplaner og vores arbejde med at forløse museets store potentiale yderligere. Det har afgørende betydning for Faaborg Museum, at vi har kommunens bevågenhed og indgår i de ambitiøse strategiske udviklingsplaner, der blandt andet skal sikre vækst i turisme og bosætning,” siger hun.

Borgmester Hans Stavnsager (S) er også tilfreds med, at Budget 2019 løfter én af kommunens centrale kulturinstitutioner.

”Faaborg Museum er en vigtig brik i vores ambitioner om at gøre Faaborg til en af landets foretrukne oplevelses- og turistdestinationer. Derfor har vi valgt at give museet et økonomisk løft for at sikre, at museet kommer godt igennem den forestående renovering og udvidelse af museets bygninger.”

Udviklingsprojektet er udpeget som et af de første signaturprojekter i Faaborg-Midtfyn Kommune. I den forbindelse blev der i 2018 afsat i alt 20 mio. kr. i kommunalt anlægstilskud i årene 2020-2021. 

Kontakt

Borgmester Hans Stavnsager, mobil 72 53 17 14

Museumsdirektør Gertrud Hvidberg-Hansen, mobil 26 16 87 20

Presseansvarlig Christoffer Voss, mobil 72 53 11 76